Ny mistanke mod AstraZeneca skaber bekymring: 32-årige Emma er nervøs for at få andet stik

Der er ny mistanke om blodpropper og dødsfald efter coronavaccine. Men myndighederne kan stadig ikke konkludere, om AstraZeneca er usikker.

Emma Broberg på 32 år 'tog en for holdet' som hun formulerer det, da hun sagde ja til at få corona-vaccinen fra AstraZeneca i februar.

Hun havde faktisk allerede haft corona omkring nytår, men ville vise samfundssind ved at blive vaccineret.

Som ergoterapeut på Nordsjællands Hospital i Hillerød er hun daglig i kontakt med mange patienter og ønskede at beskytte særligt udsatte borgere.

Men nu overvejer hun, om det er det rigtige at lade sig færdigvaccinere med den omdiskuterede vaccine, fordi endnu en dansker er død efter at have fået AstraZeneca-vaccinen, og en anden dansker har fået en blodprop i hjernen efter vaccinen.

De danske sundhedsmyndigheder kan endnu ikke sige, om de alvorlige tilfælde skyldes vaccinen. Men historierne skaber alligevel nervøsitet hos Emma Broberg.

- Det gør, at jeg ikke får lyst til at få den og bliver bekymret for mit eget helbred, siger hun.

I næste uge ventes Sundhedsstyrelsen at tage stilling til, om AstraZeneca-vaccinationerne skal genoptages efter at være sat på pause 11. marts.

Emma Broberg er en af dem, som fik mindre bivirkninger efter sin vaccination og lå syg om aftenen med kulderystelser.

Først flere uger efter sit første stik blev AstraZeneca-vaccinen sat på pause af de danske myndigheder på grund af mistanke om alvorlige blodpropper hos personer, der var blevet stukket med vaccinen.

- Jeg er en ung kvinde, som tager p-piller og har derfor i forvejen lidt øget risiko for blodpropper. Når jeg hører om en vaccine, der måske kan give mig yderligere risiko for blodpropper, er det ikke rart, siger Emma Broberg.

Hun anerkender dog, at antallet af alvorlige tilfælde af blodpropper efter vaccinen er meget lille sammenlignet med det samlede antal stik, der er givet.

Få et hurtigt overblik over, hvorfor AstraZeneca-vaccinen er sat på pause i Danmark ved at scrolle ned i bunden af artiklen.

Myndigheder: For tidligt at konkludere noget

Lægemiddelstyrelsen siger til DR Nyheder, at danskere trygt kan få AstraZeneca-vaccinen, hvis den bliver frikendt af Sundhedsstyrelsen i næste uge.

Endnu er det for tidligt at konkludere noget, forklarer enhedschef Tanja Eriksen.

- Det er fortsat ikke bevist, at der er en sammenhæng mellem de alvorlige tilfælde og vaccinen, men det er muligt, og derfor er vi nødt til at lave de her undersøgelser.

- Vaccinen er blevet testet i studierne, som den skal, men når man bagefter tager tingene op i større skala, ser man nogle gange ting, man ikke så i studierne. Det er vigtigt at understrege, at det er en sjælden ting, men den er alvorlig, og derfor skal den grundigt undersøges, og det er også derfor, den er sat på pause, siger hun.

Vaccinen kan gøre rejser mulige

Ventetiden bruger Emma Broberg nu på at tænke over, hvad hun skal gøre, når og hvis der lander et tilbud om et stik nummer to i e-Boks.

Hun er splittet, men hælder mest til at tage imod det andet stik.

- Jeg ville gøre det for fællesskabet, og fordi jeg tror på vacciner, men jeg ville ikke gøre det, fordi jeg tror på, at AstraZeneca er den rigtige vaccine.

- Jeg gider bare ikke have det dårligt igen og gå rundt og være bange for eventuelle bivirkninger og blodpropper, siger hun.

- Men som menneske i denne her coronatid føler man sig lidt tvunget til at tage en vaccine, man ikke er sikker på, siger Emma Broberg.

Hun synes blandt andet, det er et problem, at vaccinen i hendes optik lige nu virker som den eneste mulighed for eksempelvis at komme ud at rejse.

Det skyldes, at flere lande som eksempelvis Spanien og Grækenland har meddelt, at man vil tillade turister med et vaccinepas.

Også den danske regering forventer, at redskabet kan blive en vigtig brik i genåbningen af samfundet.

- Jeg vil også gerne ud at rejse, og kan ikke komme af sted uden et vaccinepas, lader det til, forklarer Emma Broberg.

Mens de danske sundhedsmyndigheder fortsat har bremset AstraZeneca, har Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) gentagne gange sagt, at vaccinen er sikker, og at fordelene ved den opvejer ulemper.

DR Nyheder har i dag været på gaden for at spørge tilfældige danskere, om de har betænkeligheder ved at få AstraZeneca-vaccinen i kølvandet på den nuværende mistanke om mulige alvorlige bivirkninger.

  • Henriette Kaspersen: 'Jeg må ærligt indrømme, at jeg er begyndt at tvivle lidt, jeg ville nok vente lidt med at få den. Men det at rende rundt i denne her pandemi er også omkosteligt, så jeg håber, man ret hurtigt finder ud af, om der er noget med denne her vaccine eller finder en anden vaccine.
  • Isak Vardar: 'Man ved jo ikke, om der har været noget skidt med personerne, før de fik vaccinen. Jeg er indtil videre tryg ved den og ville tage imod den, hvis jeg fik den tilbudt.'
  • Nikolaj Jakobsen (th.): 'Jeg håber, at dødsfaldene er et tilfælde, for der er jo givet rigtig mange stik. Jeg stoler på, at vaccinen er testet nok, og jeg tager den gerne – også nu hvis de kom med den nu'.
  • Camilla Pape (tv.): 'Det giver stof til eftertanke. Jeg ville ikke være helt tryg ved at få AstraZeneca-vaccinen, fordi man ikke ved, hvad det indebærer. Det er drønsvært at tage stilling til'.
1 / 4

Sagen kort

  • Danmark indstillede 11. marts midlertidigt brugen af AstraZeneca-vaccinen, fordi en 60-årig dansk kvinde var afgået ved døden, efter at hun var blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccine. Også en række andre europæiske lande har taget samme beslutning.

  • 149.675 danskere havde inden da påbegyndt vaccination med AstraZeneca.

  • Region Hovedstaden har efterfølgende indberettet to alvorlige tilfælde, hvor der er mistanke om alvorlige bivirkninger under 14 dage fra vaccination med AstraZeneca-vaccinen.

  • Det ene tilfælde er en 30-årig kvinde, der blev livstruende syg med en blodprop i hjernen.

  • Det andet tilfælde afgik en person ved døden. Myndighederne understreger dog, at det ikke er endeligt bevist, om de alvorlige tilfælde har en relation til vaccinen.

  • Der er givet syv millioner stik med AstraZeneca i EU og 11 millioner stik i Storbritannien. Samlet er der meldt 31 alvorlige tilfælde af blodpropper efter vaccination, og i Europa er der syv mistænkelige dødsfald efter en vaccination.

  • Kilde: Ritzau

FacebookTwitter