Ny plage i haven: Rhododendroncikaden

Først kom bjørneklo og skvalderkål. Så den iberiske skovsnegl, kaldet dræbersneglen. Og årets nyhed der kan plage haveejerne: en cikade der æder af havens fineste planter, rhododendron.

Rhododendron-cikaden. Den voksne cikade er en enkelt centimeter lang. I maj er den grøn og kun to millimeter.

Endnu en plage fra udlandet har kastet sig over danske haver, ligesom dræbersneglen, bjørnekloen og skvaderkålen.

En amerikansk cikade med det latinske artsnavn Graphocephala fennahi har nået det meste af landet, kun fire år efter at den kom her til, formentlig som følge af klimaforandringen.

- Jeg har rhododendron, hvor vi har mistet 95 procent af blomsterne i år, siger rhododendron-eksperten Niels Skjøldberg til Radioavisen.

Triste blomsterknopper et sikkert tegn

- Det er alvorligt, men alle buske rammes dog ikke lige hårdt. Hvis man ser sortgrå, visne blomsterknopper, så ved man med sikkerhed, at planten er inficeret.

Niels Skjøldberg råder til at sprøjte dyrene om aftenen, når de sidder roligt under bladene på nye skud. Man bør også fjerne de sortsmuskede, visne knopper når de viser sig i februar, og sende dem på affaldsforbrændingen.

Endelig ikke i kompostbunken, for de er inficeret med en svamp fra cikaderne, som er den egentlige grund til at knopperne ødelægges.

Links

  1. Læs mere