Ny raffineret måde at svindle med dankort

Gladsaxe Politi efterforsker en ny metode for dankortsvindlere: En forbryder har installeret aflæsningsudstyr i dankortterminal, men begik heldigvis en fejl, så svindlen blev afsløret.

Kriminalfolkene i Gladsaxe har siden december i al hemmelighed efterforsket en usædvanlig sag om dankortsvindel, hvor det lykkedes en gerningsmand at installere en aflæser samt sendeudstyr i en dankortterminal.

Supermarked i Værløse

Sagen begyndte som et ordinært indbrud en tidlig morgen i et supermarked i Værløse, hvor gerningsmanden tilsyneladende rodede rundt i butikken uden gevinst. Men tingene udviklede sig, da dankortterminalen senere samme dag viste sig ikke at virke længere. En tilkaldt tekniker kunne nemlig afsløre, at nogle havde installeret en sender internt i terminalen. Det oplyser kriminalinspektør Niels Larsen fra Gladsaxe Politi.

- Der var blevet loddet ledninger på terminalens elektronik, som var forbundet til en kortlæser samt et element, der kunne skabe kontakt til en mobiltelefon. Teoretisk set kunne udstyret aflæse et dankorts magnetstribe, ligesom det kunne aflæse indtastning af kortets pinkode, siger Niels Larsen.

Forfalskning af alle dankort

Dermed kunne gerningsmanden få de oplysninger, der skulle bruges for at lave forfalskninger af alle de dankort, der blev kørt igennem terminalen. Heldigvis begik gerningsmanden en fejl under installationen, så terminalen gik i stykker, tilføjer kriminalinspektøren.

- Men installationen virkede meget professionel, og vi formoder, at "indbruddet" i supermarkedet skulle sløre det reelle formål: nemlig at installere udstyret i terminalen, siger Niels Larsen.

Kommunikationskonsulent Søren Winge fra PBS oplyser, at selskabet indtil videre kender til fire eksempler, hvor kriminelle har forsøgt at installere aflæsningsudstyr i dankortterminalerne med det formål at kopiere dankort.