Ny rapport: Flere børn bliver vaccineret

Ny rapport viser stigende tilslutning til samtlige børnevacciner i forhold til sidste år.

(Arkiv) Ny årsrapport viser procentvis stigning i antallet af vaccinerede børn. Sunhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder det glædeligt. (Foto: REUTERS/Ricardo Moraes) (Foto: Ricardo Moraes © Scanpix)

Et lille prik, og dit barn kan være livslangt fritaget for ellers farlige sygdomme. Fantastisk, tænker du måske, og i så fald er du ikke alene.

Det sidste år er børnevaccinationerne mod sygdomme som stivkrampe, kighoste, polio, mæslinger og røde hunde steget imellem to og seks procentpoint til et landsgennemsnit på 95 procent for den ene børnevaccine og 94 procent for første del af den anden, der er delt op i to.

Det fremgår af en årsrapport om børnevaccinationsprogrammet som Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut har udgivet.

Sidste år blev der ifølge SSI født lidt over 61.000 børn.

Peter Henrik Andersen, læge på afdeling for infektionsepidemiologi og forebyggelse ved Statens Serum Institut understreger vigtigheden af en høj vaccinationsgrad.

- Der er i sagens natur tale om smitsomme sygdomme, så man skal have en høj tilslutning i befolkningen for at opnå en beskyttelse. Eksempelvis kræver mæslinger en vaccinationsgrad på omkring 95 procent, og i praksis har vi nu elimineret mæslinger i Danmark, siger han.

Børnevaccinationen gives til spædbørn af flere omgange, og stigningen i tilslutningen skyldes ifølge rapporten, at Statens Serum Institut siden maj 2014 har udsendt påmindelsesbreve til forældre, hvis børn ikke har fået de anbefalede vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet.

- Det er ikke modstand mod vacciner, der gør, at børn ikke bliver vaccineret. Det er typisk ren og skær forglemmelse, siger Peter Andersen.

Også tilslutningen til HPV-vaccinen er ifølge årsrapporten stigende, men ligger på et noget lavere niveau end de andre vacciner. Omkring seks ud af ti 13-årige piger fik vaccinen i 2017, og samlet er de to vaccinationer imod HPV-infektion steget med 12 procentpoint.

Bivirkninger

Når en ny vaccine er blevet sendt på markedet, overvåger Lægemiddelstyrelsen sikkerheden ved vaccinen. Sidste år modtog Lægemiddelstyrelsen i alt 758 indberetninger om vacciner i børnevaccinationsprogrammet, og det er ud af over 61.000 nyfødte. Det svarer til et fald på 29 % i forhold til antallet af indberetninger i 2016.

En indberetning er ikke det samme som en reel bivirkning, men 90 af indberetningerne fra 2017 er kategoriseret som alvorlige.

En alvorlig bivirkning er defineret som en bivirkning, der:

  • Er dødelig, livstruende, kræver hospitalsindlæggelse eller forlængelse af hidtidig hospitalsindlæggelse

  • resulterer i vedvarende eller betydelig invaliditet eller uarbejdsdygtighed

  • resulterer i en medfødt misdannelse (anomali) eller fødselsskade

Peter Andersen understreger, at vaccinerne virker og også tjener et kollektivt formål. De mange, der er vaccineret, smitter ikke de få, der eventuelt ikke kan tåle vaccinen og derfor ikke er vaccineret.

- I princippet virker vacciner næsten for godt; vi har mistet fornemmelsen for, hvad det er for nogle alvorlige sygdomme, de beskytter imod, siger Peter Andersen og fortsætter:

- Afvejningen af, om der er risiko ved vaccinerne kontra sygdommene, er en udfordring i forhold til at kommunikere, at det er nødvendigt at fortsætte med at vaccinere.

Bivirkningsindberetningerne fra 2017 om formodede bivirkninger til denne slags vacciner omhandler ofte aluminiumsallergi og granulomer. Et granulom er en kløende, langvarig knude-dannelse på indstiksstedet. Der kan være øget hårvækst, ændret pigmentering eller eksem i huden.

I 2017 modtog Lægemiddelstyrelsen 495 indberetninger om granulomer og 292 indberetninger om aluminiumsallergi.

Minister glæder sig

Nogle sygdomme er næsten udryddet på grund af børnevaccinationsprogrammet, men de kan stadigt findes i udlandet.

- Sygdommene kan derfor vende tilbage til Danmark, hvis vi ikke vaccinerer, advarer rapporten.

Verdens helbredsorganisation, WHO, ændrer løbende deres anbefalinger til vaccinationsgraden af forskellige sygdomme, og Danmark ligger generelt højt.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) glæder sig over den stigende tilslutning til børnevaccinationsprogrammet.

- Det betyder, at vi har en generation af børn, der bliver bedre beskyttet end den generation, der var før. Det er voldsomme sygdomme, vi har i programmet, så det betyder noget, at vi har en stor tilslutning til programmet.

Informationspjecer omkring børnevaccinationsprogrammet er sidste år blevet oversat til arabisk, farsi, polsk og somali.

- Jeg tror, at vi skal sikre endnu mere information; der er nogle af landets områder, hvor vi skal sætte målrettet ind. I visse befolkningsgrupper er der for lille tilslutning til vaccinen, siger Ellen Trane Nørby.

Statens Serum Institut fortæller, at man ikke har lavet egentlige opgørelser på etniciteter, men man mener, at der er en risiko for, at nydanskere ikke kender til vaccinationsprogrammet.

Facebook
Twitter