Ny rapport om unges seksualitet: Drenge hyldes, mens piger er billige og urene

Piger og drenge er lige seksuelt aktive, men opfattes helt forskelligt.

De 16-20 årige er stort set lige seksuelt aktive. Men opfattes helt forskelligt. Det viser en ny rapport fra VIVE (Foto: Illustration: Simone Cecilie Møller)

Piger og drenge i 16-20 års-alderen er stort set lige seksuelt aktive. Men her holder ligheden også op. For mens drengene roligt kan fortælle vidt og bredt om deres seksuelle udfoldelser, så skal pigerne gå mere stille med dørene af frygt for at blive stemplet som ‘billige’.

Det viser en rapport som Ligestillingsministeriet har bestilt - og som er udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

- Når drenge fortæller om de nyeste erobringer, så bliver de hyldet og får street credit mens pigerne skal hviske lidt om det, og de kan godt risikere, at nogle synes, de er trådt over stregen, er billige og urene, siger analytiker Karen Margrethe Dahl fra VIVE.

Knap halvdelen har moderat erfaring

18-årige drenge og piger har stort set lige mange seksuelle erfaringer. Den største gruppe - næsten halvdelen - har moderat erfaring med sex. Det vil sige, at de typisk har haft 1-2 partnere.

Knap en fjerdedel er endnu ikke debuteret seksuelt, mens den sidste fjerdedel har relativt meget seksuel erfaring med mere end syv partnere og tidlig seksuel debut.

Rapporten bygger på svar fra over 20.000 unge mellem 16 og 20 år.

Resultater overrasker minister

Det skuffer ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), at undersøgelsen viser en stor forskel i synet på kønnenes seksualitet.

- Jeg er meget overrasket over, at vi ikke er kommet længere i ligestillingen, men at vi i virkeligheden måske er faldet lidt tilbage i den gamle måde at anskue kønnene på, siger Eva Kjer Hansen.

Normer påvirker forskelligt

Ifølge undersøgelsen tyder det på, at de forskellige normer påvirker piger og drenge forskelligt. De mest seksuelt aktive piger er mere ramt af psykiske lidelser end deres jævnaldrende.

Samtidig kan det være svært at tilhøre den del af drengeflokken, der ikke kan prale med seksuelle erobringer,

- De drenge, der ikke er debuteret seksuelt fortæller i højere grad om ensomhed end drenge, der er seksuelt aktive, siger analytiker Karen Margrethe Dahl fra VIVE.

Facebook
Twitter