Ny rapport: Udsatte småbørn har brug for tidligere hjælp

De første 3 år er afgørende i et barns liv. Derfor bør vi sætte tidligere ind med støtte til udsatte børn, konkluderer ny rapport fra Egmont Fonden.

Ifølge Egmont Fondens rapport er to af tre børn trygge, sådan at forstå, at de kan regne med deres forældre og bliver mødt med kys, kram, leg og snak (arkivfoto). (Foto: KASPAR WENSTRUP © Scanpix)

Et spædbarns lyde, kropssprog og mimik afslører, om barnet er særligt udsat. Hvis det er svært at kommunikere med barnet og få øjenkontakt allerede i de første år af barnets liv, så bør alarmklokkerne ringe, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration.

- Inden for de første 1000 dage får barnet opbygget det stillads af personlige, følelsesmæssige og kognitive kompetencer, som er så afgørende for, hvordan det klarer sig senere hen i livet, siger hun.

En ny rapport fra Egmont Fonden viser, at de børn, som er sprogligt bagud i tre-årsalderen, har risiko for at udvikle adfærdsproblemer i 11-årsalderen og klare sig dårligere end andre børn ved folkeskolens afgangsprøve.

- Lige præcis i den periode - inden barnet bliver 3 år - kan vi støtte og hjælpe og gøre en stor og vedvarende forskel for barnet. Hvis man ikke gør det, så kan der være brug for både dyrere og mere langvarige indsatser for at rette op på det udsatte barns utilstrækkelige læring og udvikling, siger Henriette Christiansen.

Hver tredje barn er utrygt

Når børnene er helt små, kigger man især på deres evne til at knytte sig til deres forældre, forklarer Mette Skovgaard Væver, lektor i Klinisk Børnepsykologi ved Københavns Universitet

- Hvis børn har en tryg følelsesmæssig relation til deres forældre, så udvikler de empati, moral og bliver også skoleparate. Hvis ikke, så kan det få alvorlige følger for barnets udvikling, siger hun.

Helt kort kan en tryg tilknytning forklares ved, at barnet kan regne med sine forældre og bliver mødt i sine behov med kys, kram, leg og snakke.

Forskningen viser, at i en almindelig børnegruppe har kun to af tre børn, hvad man kan kalde en tryg tilknytning

Tidlig hjælp er afgørende

Derfor er det vigtigt, at vi tidligt kan hjælpe forældre, der ikke selv magter opgaven, så vi tidligt opdager de børn og de familier som har vanskeligheder, mener Mette Skovgaard Væver.

- Det er dyrt både for den enkelte, men vi ved også,at de børn, der udvikler behandlingskrævende lidelser, er dem, som bliver kriminaliseret i deres ungdom. Det er rigtig dyrt på lang sigt, så en tidlig indsats betaler sig for barnet og familien, men også for samfundsøkonomien, siger hun.

  • Rapporten bygger på interviews med forskere, erfaringer fra virkeligheden og større data

  • Desuden er 568 ledere af vuggestuer og dagplejere interviewet.

Facebook
Twitter