Ny regering på Færøerne

Færøerne har fået den første mindretalsregering i øernes historie. Det sker, efter at regeringen, under ledelse af socialdemokraten Joannes Eidesgaard, har underskrevet en aftale med Selvstyrepartiet.

Der er atter ro i det færøske Lagting, efter en ny regeringsaftale. (© DR)

Færøerne har fået ny regering. For første gang i øernes historie skal færingerne ledes af en mindretalsregering.

Det er en kendsgerning, efter at regeringskoalitionen, under ledelse af socialdemokraten Joannes Eidesgaard, har underskrevet en samarbejdsaftale med Selvstyrepartiet.

Intern splid i regeringen

Regeringen, der består af de tre partier Socialdemokratiet, Republikanerne og Centerpartiet, mistede sit flertal i sidste uge, da socialdemokraten Gerhard Lognberg fra den sydlige ø Sandø trak sig ud af regeringen.

Han var vred over, at regeringen ikke kunne blive enige om at fastsætte en dato for, hvornår en 700 millioner kroner dyr undervandstunnel mellem Sandø og den centrale ø Strømø skulle påbegyndes.

Samarbejde med Selvstyrepartiet

Efter Lognberg trak sig fra regeringen, havde koalitionen kun 16 ud af 33 medlemmer i det færøske Lagting. Men nu har regeringen så forhandlet sig frem til en aftale med de to mandater fra Selvstyrepartiet, så den nu kan regne med at have 18 mandater bag sig i de vigtigste afstemninger i Lagtinget.

Regeringskoalitionen regner blandt andet med, at de fleste af sagerne i regeringsgrundlaget stadig kan gennemføres, deriblandt en nedskæring af bloktilskuddet fra Danmark og forbedringer på det sociale område.

Til gengæld regner Selvstyrepartiet med at få flere indflydelsesrige udvalgsposter i Lagtinget, samt regeringens opbakning i nogle af de forslag, som partiet fremlægger i de kommende år.

Facebook
Twitter