Ny rejsevejledning farver græske og franske regioner gule, og Danmark åbner for amerikanerne

Danskerne kan nu med god samvittighed rejse til Kreta, Nice, Cannes og Marseille.

De nye rejsevejledninger farver flere regioner i Frankrig og Grækenland gule. (Foto: Eric Gaillard © Ritzau Scanpix)

Er du til baguette eller calamari, så er der godt nyt.

Udenrigsministeriet Borgerservice har nemlig fredag opdateret rejsevejledningerne. Og det betyder blandt andet, at en række regioner i Frankrig og Grækenland går fra orange til gul i rejsevejledningerne.

Derfor frarådes man fra i morgen ikke længere rejser, der involverer et glas hvidvin på havnen i Marseille eller en portion nyfanget fisk på turistøen Kreta.

Der er ikke krav om isolation, når man kommer hjem fra "de gule lande".

Foruden regionerne frarådes unødvendige rejser ikke længere til Albanien, Libanon, Nordmakedonien og Serbien.

Danmark åbner også mere for resten af verden

Mens danskerne ikke længere frarådes unødvendige rejser til de populære feriedestinationer i det sydfranske og på de græske øer, så åbnes der også for, at flere landes borgere nu kan rejse ind i Danmark.

Der åbnes nemlig for indrejse til Danmark fra Albanien, Libanon, Nordmakedonien, Serbien og nok mest bemærkelsesværdigt USA.

- USA er nu faktisk med så lavt et smitteniveau, at de kan besøge os. Og det er i sig selv en stor ting, når man ser, hvordan situationen har været, siger Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice.

De amerikanske indrejserestriktioner gør dog, at landet fortsat er orange på rejsevejledningen.

- Hvis det ikke var, fordi amerikanerne ikke vil have os, så ville vi også sige, at danskerne godt kunne rejse til USA, siger Erik Brøgger.

Danmark åbnes også for indrejse fra Taiwan og regionerne Hongkong og Macau. De har dog også så voldsomme restriktioner overfor danskere, der vil rejse til de lande, at Udenrigsministeriet Borgerservice holder dem som orange.

Fra i morgen kan amerikanske turister igen rejse til Nyhavn og nyde den historiske bydel. Den nationale covid-19 taskforce har vurderet EU-listen og besluttet, at der åbnes der op for indrejse til Danmark fra Albanien, Libanon, Nordmakedonien, Serbien og USA. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)

Samtidig frarådes ikke nødvendige rejser til Estland, Finland, Island, Norge, Tjekkiet og Ungarn på grund af landenes indrejserestriktioner for danskerne.

EU-coronapas på plads

Tidligere på dagen kunne Justitsministeriet oplyse, at danske rejsende fra den 26. juni kan rejse til alle EU-lande uden at skulle i isolation, når man kommer tilbage til Danmark. Og man skal heller ikke længere testes, inden man sætter sig i flyet tilbage til Danmark.

Det eneste, der kræves, er et gyldigt EU-coronapas. Derfor kalder Erik Brøgger Rasmussen også dagens opdateringer for det sidste skridt, inden gækken for alvor slippes løs.

- Det er næste skridt, inden vi åbner for rejser til hele Europa om en uge.

Aftalen, der er en del af fjerde fase af genåbningen, betyder, at alle EU-lande skifter fra orange til gul på kortet. De lande, der allerede er gule, skifter til at være grønne. Det sker som følge af den aftale, som EU's medlemslande tidligere har indgået omkring fælles rejserestriktioner og et fælles EU-coronapas.

Derfor er den europæiske bilferie snart sikret. Erik Brøgger Rasmussen har dog et godt rejseråd.

- Hvis man skal igennem mange lande, skal man sætte sig ind i de forskellige landes restriktioner. Der kan for eksempel være tale om, at man ved indrejse skal vise en negativ coronatest. Så skal man planlægge lidt, hvis man er længe undervejs, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk