Ny rygelov: Røgfri skoletid og skjulte cigaretter skal holde unge fra tobakken

I dag blev en ny rygelov vedtaget i Folketinget.

Med lovforslaget vil man blandt andet gemme tobakken væk i kiosker og supermarkeder, (Foto: Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard © dr)

Det skal være sværere for børn og unge at få adgang til cigaretter.

Det er i hvert fald hensigten med en ny rygelov, der i dag blev vedtaget i Folketinget. Den har egentlig været på vej i et stykke tid, men er blevet forsinket på grund af coronaepidemien.

Med lovændringen vil man blandt andet gemme tobakken væk under disken i kiosker og supermarkeder, lave neutrale cigaretpakker og så vil man indføre røgfri skoletid på grundskoler og ungdomsuddannelser.

Og det er tiltag, man har efterspurgt i mange år i Kræftens Bekæmpelse. Derfor er de glade for udsigten til en ny rygelov, fortæller Jesper Fisker, der er administrerende direktør.

- Det er en rigtig god dag. Det betyder, at børn og unge kan gå en tryggere fremtid i møde, fordi der vil være færre børn og unge, der begynder at ryge.

Priser skal højere op

Jesper Fisker er især tilfreds med, at loven er en samlet pakke med tiltag, men der venter stadig meget arbejde forude for at sænke andelen af rygere i Danmark. Og her er der særligt en ting, man burde skrue endnu mere på, mener han.

- Det, der har allermest betydning, er prisen. Den blev håndteret i finansloven, men vi vil gerne have den endnu højere op.

Jesper Fisker så gerne, at prisen for en pakke cigaretter kom op på et niveau som i Norge, hvor de koster omkring 90 danske kroner.

Godt med begrænsning

Hos tobaksproducenten Phillip Morris mener kommunikationschef Christopher Arzrouni, at det er en god ting, at man begrænser muligheden for at købe cigaretter for børn og unge.

- Røgtobak er noget af det farligste, der overhovedet findes, siger han.

Hos tobaksproducenten mener man dog, at det er ærgerligt, at det ikke kun er cigaretter og andet rygetobak, men også for eksempel tyggetobak, nikotinposer og e-cigaretter, der skal gemmes væk.

Også selvom de også ville kunne være med til at friste unge til at begynde at ryge.

- Der er altid en risiko for at folk bliver fristede. Helt afgjort. Men erfaringerne viser, at det i høj grad er tidligere rygere, der anvender alternativerne for at komme væk fra den meget skadelige røg, siger Christopher Arzrouni.

Hul i lovgivningen

Den bekymring giver man dog mildest tal ikke meget for hos Kræftens Bekæmpelse. Her mener man, at netop e-cigaretter kan være endnu en måde for børn og unge at begynde at ryge på.

- Jeg har hørt mange pudsige argumenter fra tobaksindustrien efterhånden, og det her er et af dem. Jeg ved godt, at tobaksindustrien vil blive ved med at finde på pudseløjerligheder og forsøge at løbe om hjørner med os, siger Jesper Fisker.

Kræftens Bekæmpelse mener derfor også, at der er et hul i lovgivningen, når det kommer til cigarillos og cigarer, der nemlig ikke er en del af lovgivningen.

- Cigarer er en noget anden målgruppe, men cigarillos kan bruges som en mulighed for tobaksindustrien, der populært sagt kan male almindelige cigaretter brune, og så er de ikke omfattet af de samme regler, siger Jesper Fisker.

FacebookTwitter