Ny soldatermad med smag og energi

Danske soldater i Afghanistan får nyen feltrationer. De er sammensat efter dansk smag, har flere kalorier, og så kan de klare temperaturer over 40 grader.

Fra midten af næste år bliver de amerikanske feltrationer skiftet ud med ny, som er udviklet, så de passer til dansk smag. (© DR)

Danske soldater på mission i Afghanistan og andre steder i udlandet kan til næste år se frem til en kost, der både er mere nærende og er sammensat, så den passer til danske smagsløg.

For et par år siden besluttede forsvaret at købe feltrationer til de udsendte i Afghanistan hos briterne og nordmændene. Det havde nemlig vist sig, at de danske feltrationer ikke kunne klare de nogen gange ekstremt høje temperaturer. Og så var der ikke næring nok i maden, så kiloene raslede af soldaterne.

Flere smagsvarianterEfter omfattende studier er forsvaret nu ved at være klar med nye feltrationer, som har den energi og smag, der skal til for at holde soldaterne friske og kampklare, fortæller ingeniør Hanne Gehlert fra Forsvarets Materieltjeneste til DR Nyheder. Hun er ansvarlig for de kommende feltrationer.

De nye feltrationer er sendt i udbud med klare krav til holdbarhed og hvilke smagsvarianter, maden skal have.

- Maden er blevet testet på soldater, som så har udfyldt et spørgeskema. På den måde er vi nået frem til en sammensætning, som forhåbentligt falder i de fleste udsendtes smag, siger Hanne Gehlert.

I de norske rationer har det f.eks. været for meget fisk, mens danske soldater mere er til leverpostej, siger Hanne Gehlert.

Særlig "patruljepakke"Feltrationerne vil komme i to udgaver: en på 3800 kilokalorier og en på ca. 5000 kilokalorier, der er beregnet til soldater, som sveder i 40 graders varme med fuld oppakning.

Samtidig er der en særlig "patruljepakke" med enegibarer, geleer og væsker, så soldaterne ikke "går kolde".

Forsvaret er også begyndt at undervise soldater i, hvordan de skal spise. Det er nemlig ikke nok at klare sulten ved at snuppe et stykke chokolade. Forsøg i felten i Afghanistan har vist, at soldaterne holder sig friskere og har meget mere energi, når de spiser feltrationerne, siger Hanne Gehlert.

De danske soldater kan vente at modtage de nye feltrationer fra omkring midten af næste år.

Facebook
Twitter