Ny Tinder-lignende app skal føre potrygere sammen

I USA har de allerede app'en High There, der matcher mennesker med kærlighed for cannabis. Nu er en lignende app på vej til Danmark.

Hvis du er træt af at fyre en lille en alene, så kan du snart være få klik væk fra et selskab. (Foto: Christian Als © Scanpix)

Datingapps har for længst fundet vej til diverse smartphones, hvor håbefulde mennesker forsøger at finde enten kærligheden eller et knald i nærheden.

Men nu kommer der snart et tilbud her i Danmark, der skal forene mennesker, der godt kan lide at ryge tjald.

GanjaMate er klar til lancering om cirka en måned og med allerede 1000 likes på deres facebook-side, så tyder noget på, at app'en godt kan gå hen og blive populær.

Lidt ligesom Tinder

App'n GanjaMate kommer på mange måder til at ligne score-app'en Tinder, hvor man kan finde folk i nærheden af en selv.

Men det er ikke helt det samme, fortæller iværksætteren og en af grundlæggerne af GanjaMate Jack Nikogosian.

Sammen med de to unge fyre, Gabriel Sativa og Patrick Salgren, udgør de tre teamet 'CopenApp', som udvikler nye apps og IT-løsninger.

Seneste skud i række er altså GanjaMate, der ikke nødvendigvis kun skal handle at finde pot-rygende dates.

- Det kan lige så godt være, at man har brug for at ven eller et selskab, når man skal ryge, siger han til DR Nyheder.

Og tilføjer:

- Den store forskel fra andre datingapps som f.eks. Tinder er jo, at der er fællesnævneren sex eller kærlighed. Hos GanjaMate er fællesnævneren, som navnet antyder, cannabis.

Han mener derfor at ensomme og syge mennesker, der bruger cannabis medicinsk, også kan drage fordele af app'en.

- Vi siger det ikke til nogen

Eftersom det jo som bekendt endnu ikke er lovligt at fyre en fed i Danmark, så er data-sikkerheden en prioritet hos GanjaMate.

- Samtaler og data i app'en er krypterede, så der er ingen der kan se eller læse beskederne udover deltagerne i samtalen, siger Jack Nikogosian.

Selvom man hverken må sælge, købe eller indtage cannabis i Danmark, så mener grundlæggeren ikke, at GanjaMate bliver en ny platform for narkohandlere.

Promoverer ikke salg

Men vil GanjaMate ikke være et oplagt sted for at handle med cannabis?

- Det er klart at det er en af de udfordringer vi står overfor. Men vi prøver at tage nogle forbehold, så man f.eks. ikke bare kan henvende sig til alle brugere, siger han.

Han erkender dog, at man ikke kan styre alt hvad der foregår - ligesom man eksempelvis heller ikke kan sikre Tinder 100 procent for prositution.

- Det er dog vigtigt for mig at understrege, at vi hverken sælger eller opfordrer til salg. Det er en chat-service for folk, der er interessede i cannabis, siger Jack Nikogosian.

Facebook
Twitter