Ny trusselsvurdering: Digitale forbrydere fra Nordkorea ville røve Danske Bank

Høj risiko for cyberangreb mod finanssektoren, advarer Forsvarets Efterretningstjeneste.

En fremmed magt - sandsynligvis Nordkorea - forsøgte sidste år at begå digitalt bankrøveri i Danmark, skriver FE. Danske Bank samt Saxo Bank bekræfter, at de var blandt målene for angrebene. (Foto: (C) DR Nyheder)

En fremmed magt - sandsynligvis Nordkorea - forsøgte sidste år at begå digitale bankrøverier i Danmark.

Det skriver Center for Cybersikkerhed ved Forsvarets Efterretningstjeneste i en ny trusselsvurdering for finanssektoren.

- Det er fordi vi er så digitale, som vi er. Hackerne har forstået, at der er en rigtig fornuftig forretningsmodel i at stjæle penge digitalt frem for at bevæge sig ind i en bank med en pistol eller kniv i hånden. De er også moderne og udnytter de digitale muligheder de har for at være kriminelle, siger Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed.

Første vurdering af finanssektor

I kølvandet på vurderingen, der advarer mod høj risiko for cyberangreb, bekræfter Danske Bank samt Saxo Bank, at de var mål for angrebene.

Det er første gang, at Center for Cybersikkerhed ved Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har udsendt en trusselsvurdering for finanssektoren. I vurderingen advarer FE mod en specifik trussel mod den danske finanssektor og konkluderer, at et angreb er meget sandsynligt.

Finanssektoren tilhører den vigtige infrastruktur herhjemme, hvor et angreb kan påvirke banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, datacentraler, børser og sidste ende Nationalbanken.

Røveri med store konsekvenser

Konsekvensen af et angreb er i værste fald, at nationaløkonomien bliver påvirket i negativ retning, lyder advarslen.

- Det er en ny udvikling, at fremmede stater forsøger at hacke banker for at få store pengebeløb ud til at finansiere statens omkostninger, siger Thomas Lund-Sørensen, der peger på, at særligt Nordkorea benytter sig af metoden.

Almindelige borgere er også mål

Helt almindelige borgere er også i søgelyset, skriver FE. Ifølge vurderingen kan stort set alle blive offer for et angreb, fordi de fleste danskere og virksomheder bruger netbank og mobilbank, som hackere kan få adgang til gennem såkaldt malware.

- Det er et billede, vi kan genkende. Truslen mod danske banker er meget høj. Der er mange, der forsøger at begå indbrud i banker digitalt. Det er alt fra forsøg på at stjæle kreditkortoplysninger og til store, komplicerede bankindbrud, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i brancheorganisationen Finans Danmark.

Teknikker udvikles hele tiden

Cyberkriminalitet udvikler sig konstant, og nye teknikker og forfinede metoder kommer hele tiden til. Et angreb der den ene dag bliver afvist, vil den følgende dag være tilpasset og modificeret, så det trænger gennem det digitale forsvar, skriver FE.

Det er fortsat primært betalingsoplysninger fra webbutikker, som hackerne har held til at slippe afsted med.

Her er sikkerheden endnu ikke på højde med finanssektoren. Men netbanker og muligheden for uretmæssigt at skaffe sig adgang via malware er en stor trussel mod finanssektoren, lyder vurderingen.

Facebook
Twitter