Ny undersøgelse: Sygdom er største årsag til gældsproblemer

Mange har svært ved at overskue deres økonomi, når de bliver syge.

Faren for at opbygge gæld hænger blandt andet sammen med, at et svækket helbred kan gøre det svært at holde fast i arbejdslivet, mener Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Kora. (Foto: Jørgen jessen © Scanpix)

For mange kommer et svigtende helbred til at betyde begyndelsen på en lang og sej kamp mod renter og minus på kontoen.

Det viser en rundspørge blandt de mennesker, der sidste år søgte rådgivning om gæld hos Forbrugerrådet Tænk.

Her angiver de gældsramte oftest sygdom som det, der startede deres pengeproblemer.

Ifølge formanden for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, understreger det, at alle danskere er i risiko for at opbygge gæld.

- Vi må ikke se det, som om at det er dem, der bare nærmest selv er ude om det. Det her rammer alle. Og sygdom rammer jo alle, siger hun.

Faren for at opbygge gæld hænger blandt andet sammen med, at et svækket helbred kan gøre det svært at holde fast i arbejdslivet, mener Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Kora.

- Mange mennesker har jo ret høje faste omkostninger til bopæl eller på andre måder, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, og så risikerer man at skulle låne mere, siger han.

Et andet aspekt er, at mange simpelthen har svært ved at overskue deres økonomi, når de bliver syge.

Det samme er tilfældet i andre af livets svære stunder. For eksempel skilsmisse, som mange af de gældsramte i årsrapporten også angav som et skub ud i gæld.

Samtidig understreger Jakob Kjellberg, at sygdom og gæld er en farlig cocktail.

- Det er jo hårdt at være syg i sig selv, og det er yderligere hårdt, at man kommer ud i nogle situationer, hvor man risikerer, at huset skal sælges på tvangsauktion, eller man ikke har til huslejen, siger han.

- Så man bliver på en måde dobbelt ramt.

/ritzau/

Facebook
Twitter