- Vi bebrejder altid først os selv. For det har vi lært fra barnsben af. Vi har båret familiens ære, og dermed også skam, på vores skuldre. Et kæmpe ansvar, vi ikke kunne dele med vores brødre, der var frie til at udforske.

- For os var seksualitet et fremmed land, som virkede længere væk end månen. Derfor menstruerede vi i skjul. Fik aborter i skjul. Festede og drak i skjul. Kyssede og krammede i skjul.

Sådan lyder beretningen fra 29-årige dansk-tyrkiske Burcu Ebru Habibi i ét af de flere hundrede opslag på Instagram, der alle går under #deldinskam.

I et langt opslag beskriver Burcu Ebru Habibi, hvordan skamfølelsen var den sværste at komme sig over, efter at hun var blevet seksuelt misbrugt af et familiemedlem, fra hun var fem til otte år.

Selv efter overgrebene stoppede, skulle Burcu blive 17 år, før hun turde fortælle nogen om overgrebene, fordi hun skammede sig over, at hun ikke havde sagt fra, og fordi hun bebrejdede sig selv, at det var sket.

De skamfølelser er gængse for de fleste ofre for seksuelle overgreb, uanset om de hedder Bente, Lars eller Burcu, men skammen har et lag mere for mange etniske minoritetskvinder, mener Burcu Habibi.

- Jeg var i en tidlig alder helt klar over, at nu var jeg uren, og det ville have betydning for hele min families navn, hvis det kom ud, at jeg var blevet besudlet, selvom det ikke var min skyld.

Herunder kan du se nogle af de historier, som kvinderne har valgt at dele under #deldinskam:

- Svært at tale om krop og menstruation

Ifølge Burcu var det næsten umuligt for hende at tale om overgrebene, fordi sex og seksuelle oplevelser i store dele af minoritetsmiljøet er så tabubelagte.

For Burcu var det ekstremt skamfuldt bare at have en snak med sin mor om kroppen, menstruation og måske vigtigst af alt for hende - samtykke og grænser.

- Vi kvinder får fra en tidlig alder at vide, at vi skal være rene og holde os fra det modsatte køn. Enhver fysisk kontakt er forkert og syndig, og vi skal slet ikke have nogen seksuelle oplevelser, før vi bliver gift, forklarer hun.

- Derfor var jeg bange for, at jeg ville blive den skyldige i overgrebet. Jeg bærer jo familiens ære på mine skuldre, så hvis det går galt, er det vi kvinder, der har fejlet, siger Burcu Habibi.

- Ingen omkring mig talte åbent om seksualitet, og derfor var det så ekstremt svært for mig at fortælle min familie, at jeg var blevet misbrugt.

Lige netop derfor har Burcu fundet modet til at stille sig frem og fortælle sin historie.

Hun vil hjælpe andre unge kvinder, der går igennem noget af det samme og aldrig har sagt det højt.

Målet er ikke, at kvinderne selv skal lave et opslag. Det er nok for Burcu Habibi, hvis de bare bliver inspireret til at indse, at de intet har at skamme sig over, siger hun.

- Jeg kunne godt have brugt at høre fra én som mig, der ikke skammede sig over at være blevet seksuelt misbrugt. Jeg ville have haft godt af at kunne spejle mig i én, som var ligeglad med, hvilken snak det ville udløse i rygtesamfundet.

- Ved at dele min historie, håber jeg, at nogen kan finde styrken til selv at bryde de kæmpe tabuer, som der er i de her miljøer.

Initiativtager oplevede selv skammen

Det er forfatter Nilgün Erdem og journalist Souha Al-Mersal, som har gjort det muligt for Burcu og hundredevis af andre kvinder at samle sig under #deldinskam.

For de er initiativtagere til kampagnen, hvis mission det er at give nydanske kvinder modet til at dele og befri sig selv fra den skam, mange etniske minoritetskvinder lever med.

Skam over at blive skilt. Skam over at blive forelsket i en etnisk dansker. Skam over at ville have sex før ægteskabet. Skam over at ville udforske verden alene eller flytte hjemmefra mod forældrenes vilje. Skam over at skulle leve et dobbeltliv.

- Jeg oplevede selv skammen, da jeg som 23-årig ville skilles, og min pæne identitet som den gifte kvinde krakelerede, siger Souha Al-Mersal.

- Fordi vi kvinder ikke ses som individer, men rettere som en del af en helhed, så går rygterne ud over hele familiens ære, hvis vi bryder med normerne, lyder det videre fra Souha Al-Mersal om sin egen historie, der var med til at kickstarte kampagnen.

- Som minoritetskvinder er vi nødt til at gøre os fri af skammens lænker, som vi er vokset op med i vores kultur. Det er en skam i sig selv, hvis vi ikke kan tale højt om vores kamp for frigørelse - det kan kampagnen hjælpe med, understreger hun.

- Den minoritetsetniske kvindekamp skal have et skub

I anledning af kvindernes internationale kampdag 8. marts er det vigtigt for kvinderne at reflektere over, hvorfor de føler skam og gøre sig frie ved at tale åbent om den og mærke støtten fra andre kvinder.

For ifølge Souha Al-Mersal og Nilgün Erdem skal den minoritetsetniske kvindekamp i høj grad kæmpes i egne rækker, hvis kvinderne skal opnå reel ligestilling.

- Vi er en gruppe af unge minoritetskvinder, som er nødt til at rydde op i rygtesamfundet. Vi har et ansvar for at fortælle, hvad der gør ondt for at andre generationer ikke slår sig på de samme ting, forklarer Souha Al-Mersal.

Det er Burcu Habibi helt enig i. Hun mener, at hashtagget på de sociale medier kun er et lille, omend vigtigt skridt i minoritetskvindernes ligestillingskamp.

- Der er stadig så lang vej med den brune feminisme. Jeg venter endnu på, at den brune kvinde kan have en kæreste, tage til gymnasiefest og komme sent hjem uden at skulle udskammes eller leve et dobbeltliv, siger Burcu Habibi.

- Derfor bliver vi kvinder nødt til at have en kritisk dialog om, hvad vi kommer fra og hjælpe hinanden med at stå frem. Kampen kan ikke kæmpes af vores forældre, mændene eller de hvide feminister. De kan støtte os, men vi skal selv tage skridtet ind på frigørelsens vej.

- Jeg tror faktisk, at initiativer som #deldinskam, hvor kvinderne frigør sig fra skammen og støtter sine medsøstre, er vejen til mere ligestilling i minoritetsmiljøerne, siger hun.

Kvinfo: Vigtig bevægelse

Det er Kvinfos direktør, Henriette Laursen, også helt overbevist om.

Kvinfo er et af Danmarks største videnscentre for køn, ligestilling og mangfoldighed og de støtter både #deldinskam-kampagnen og minoritetskvinders ligestillingskamp.

- Den her bevægelse er så vigtig, fordi det er kvinden selv, der udpeger problemet. Vi får en masse rollemodeller, som stiller sig op, taler højt og siger fra, siger Henriette Laursen og fortsætter:

- Det er der behov for, så der også bliver ligestilling i de etniske minoritetsmiljøer.

Hun er ikke nervøs for, at bevægelsen går i sig selv, når kampagnen slutter på kvindernes internationale kampdag på mandag.

- Der er mange historier her, som ikke er blevet fortalt før. Det kan godt være, at det er de mest ressourcestærke stemmer, der i første omgang står frem, men historien har vist, at det er der behov for, for at få de andre med, afslutter Henriette Laursen.

Du kan frem til den 8. marts selv dele din skam eller læse om andres under #deldinskam på de sociale medier. Initiativet var i første omgang tiltænkt minoritetskvinder, men alle kvinder opfordres til at støtte op og dele deres historier.