Nydanskere vælger privatskoler

Elevtallet på muslimske friskoler er steget med 25 procent på tre år. Folkeskolen halter, siger eksperter.

Flere muslimske forældre vælger at sætte deres barn i en fri- eller privatskole. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Stadig flere nydanske familier vælger folkeskolen fra og sætter i stedet deres børn i fri- og privatskoler, skriver Politiken.

Især de muslimske friskoler oplever et boom. På bare tre år er elevtallet steget med 25 procent fra 3.175 til knap 3.967 elever, viser tal fra Undervisningsministeriet.

Væksten er en del af en bredere tendens, for indvandrere og efterkommere har overhalet flertallet, når det gælder brug af privatskoler. 14 procent af elever med dansk baggrund går i privatskole, men andelen er nu 15 procent for elever med anden etnisk baggrund.

Folkeskolen ikke god nok

Især de ressourcestærke muslimske forældre vælger den almindelige folkeskole fra og melder deres barn ind i en af de cirka 22 friskoler, som er oprettet af tyrkiske, arabiske eller andre grupper fra det muslimske indvandrermiljø.

- De muslimske forældre har gjort sig nogle overvejelser om, at folkeskolen ikke er god nok. Forældrene mener, deres barn fortjener noget bedre, siger Christian Horsthan, der er kultursociolog fra Aarhus Universitet.

Annette Haaber Ihle, som er antropolog ved Københavns Universitet og har forsket i muslimske friskoler, mener, at folkeskolen ikke er god nok til at tage imod børn med en anden kulturbaggrund.

Følte sig ikke accepteret

- Mindst hvert tredje barn, der går på en muslimsk fri- eller privatskole, følte ikke, at det blev accepteret i folkeskolen. De muslimske børn føler sig forfulgt, siger Annette Haaber Ihle.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini kalder det ærgerligt, at forældre foretrækker en muslimsk friskole til deres børn.

-I forhold til nydanske elever har vi det problem, at vi kan se, at folkeskolen ikke er god nok til at løfte dem fagligt, siger hun.

Facebook
Twitter