Nye beregninger: Femern bliver 2,2 milliarder dyrere end ventet

Siden november er beregningerne af Femern-budgettet steget med flere milliarder.

Skitseprojekt for tunnel under Femern Bælt. Tunnelportal ved Rødbyhavn og danske landsanlæg. Det ser ud til at blive væsentligt dyrere at bygge end tidligere antaget. (© Femern A/S)

Det ser ud til at blive væsentligt dyrere end ventet at få etableret Femern-forbindelsen. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse tirsdag, hvor Femern A/S har fremlagt en ny beregning for projektet.

- De priser, der er kommet ind, er betydeligt højere, end Femern A/S har forventet, siger transportminister Magnus Heunicke (S), som vil have, at priserne skal forhandles ned.

I november sidste år lød skønnet for anlægsbudgettet på 46 milliarder kroner plus en ekstra reserve til uforudsete udgifter på 6,7 milliarder kroner. Det gav en samlet pris på 52,7 milliarder kroner.

Men det er altså steget med 2,2 milliarder kroner i de nye beregninger, så det samlede anlægsbudget nu lyder på 54,9 milliarder kroner.

Samtidig skriver ministeriet også, at de samlede risici ved projektet er større end hidtil antaget.

Flere udfordringer

Projektet står nemlig over for flere udfordringer.

En af dem er at sikre projektet den højst mulige EU-støtte. Her er der i øjeblikket en risiko for, at op til 18 procent af midlerne i den relevante pulje bliver overført til den såkaldte Juncker-plan, oplyser Transportministeriet.

Desuden mangler den tyske miljøgodkendelse at falde på plads, mens Tysklands transportministerium og Deutsche Bahn skal fremlægge en opdateret tidsplan for, hvordan de vil gennemføre den aftalte udbygning af de tyske jernbaneanlæg i tilslutning til Femern Bælt-forbindelsen.

Byggeriet må vente

Udfordringerne betyder, at underskrivningen af kontrakten med entreprenørerne først kan finde sted om over et halvt år, siger Magnus Heunicke.

- Konkret betyder det, at Femern A/S ikke kan underskrive kontrakterne med entreprenørerne, før forligskredsen i september har fået forelagt de endelige priser, omfanget af EU-støtte og en status på miljøgodkendelse og jernbaneudbygning i Tyskland og sagt god for, at byggeriet kan gå i gang, siger transportministeren.

Forligskredsen omkring Femern Bælt-projektet består af alle partier undtagen Enhedslisten.

/DR Nyheder/ritzau/

Facebook
Twitter