Nye billeder kan være bevis på danske ulvehvalpe

Næste skridt bliver at finde ulvenes ekskrementer for at lave DNA-analyser, der kan bekræfte, om det er ulvehvalpe.

  • Ifølge seniorforsker Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus kan der godt være tale om ulvehvalpe på billederne - selvom billederne er meget uskarpe. (Foto: Ellen Daugaard Jepsen © Ellen Daugaard Jepsen)
  • Billederne blev taget et sted Midtjylland. Dr.dk har valgt ikke at omtale præcis hvor, da dyrene skal have mulighed for at blive ladt i fred. (Foto: Ellen Daugaard Jepsen © Ellen Daugaard Jepsen)
1 / 2

Den bedste dokumentation for, at der er født ulvehvalpe i Danmark.

Sådan beskriver seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, Thomas Secher Jensen, de billeder, der fredag blev lagt op i Facebook-gruppen ”Projekt Dansk Ulv”.

- Billederne er ikke verdens skarpeste eller tydeligste, men de peger i den retning. Det kan sagtens være ulvehvalpe, vi ser, forklarer han.

- Den ser hvalpet ud i forhold til en voksen ulv, den har en sjov sommerpels, som er korthåret, og virker lidt mere langøret end en hundehvalp eller en voksen ulv vil være.

Thomas Secher Jensen peger også på, at beskrivelsen af episoden tyder på, at der kunne være tale om en ulvehvalp.

Hørte knurren fra skoven

Det var Ellen Daugaard Jepsen og hendes datter, Trine Daugaard Jepsen, der stødte på den formodede ulvefamilie i Midtjylland. I løbet af ugen har Ellen Daugaard Jepsens labrador vist en uvilje til at gå ind et område.

- Det undrede mig lidt, for det lignede ham ikke, fortæller Ellen Daugaard Jepsen til DR Nyheder. Efterfølgende fandt hun "masser af spor og ekskrementer, både store og små" som hun ikke er i tvivl om, stammer fra en ulv og muligvis ulveunger.

Og klokken kvart over ni i aftes, mens solen var ved at gå ned, dukkede den første ulv op.

- Den var stor, helt lys, næsten hvid og super, superflot. Og så smuttede den ind i skoven igen. Vi blev helt paf. Og så var vi lidt ærgerlige over, at vi ikke nåede at fotografere den og troede, at det var det.

Men på vej væk vendte Ellen og Trine Daugaard Jepsen sig lige om igen - og så stod der to andre ulve. Den ene mindre end den anden, derfor mener de, at den ene helt sikkert er en hvalp. Det er disse ulve, der kan ses på billederne herover, og som Thomas Secher Jensen har vurderet.

Ekskrementer skal vise slægtsskab

Liselotte Wesley Andersen, seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, har også været forbi Ellen Daugaard Jepsen i dag for at hente prøver fra ekskrementer, Ellen Daugaard Jepsen har indsamlet.

Liselotte Wesley Andersen, der i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus har fulgt ulvestanden i Danmark kalder fundet 'helt fantastisk':

- Vi ved, at vi har tæver og har også påvist, at vi har hanner i Danmark, så egentlig var det kun et spørgsmål om tid. Nu mangler vi bare de tekniske beviser. Jeg går i gang med DNA-analyserne, og ser om det stammer fra nogle af de tæver, vi kender i forvejen. Det kan være noget af et puslespil, og det kan tage noget tid, siger hun.

For Ellen Daugaard Jepsen er det vigtigste, at ulvene får fred, og at deres opholdssted ikke bliver kendt.

- De skal have ro, siger hun bestemt.

Facebook
Twitter