Nye elbiler kan sende strømmen tilbage igen

Frederiksberg Kommune har indkøbt ti nye elbiler, som kan sende strøm tilbage til elnettet.

Analyser viser, ifølge Peter Bach Andersen fra DTU Elektro, at elbilsejere vil kunne tjene op mod 900 kroner ved at stille deres bil til rådighed for elnettet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Frederiksberg Kommune kan i dag præsentere ti spritnye elbiler. Det er efterhånden ikke usædvanligt at se kommuner investere i elbiler, men de ti nye er alligevel lidt af en nyhed.

For bilerne kan nemlig også sende strøm tilbage til elnettet, når de ikke er ude på vejene, men i stedet står til opladning. Og det er en god forretning for kommunens energikoncern, Frederiksberg Forsyning, som ejer bilerne.

- Når vi leverer strøm til nettet, får vi jo en eller anden kompensation for det. Så på den måde bliver vores samlede driftsudgifter billigere for bilerne, siger direktør Søren Krøigaard.

Direktør for Frederiksberg Forsyning, Søren Krøigaard, viser her, hvordan systemet fungerer:

Teknologien har store perspektiver for ambitionen om at få et elnet baseret på vedvarende energi. Her svinger strømproduktionen nemlig alt efter eksempelvis vinden.

Derfor vil produktionen i perioder falde, men ved at trække strøm den anden vej, vil den nødvendige balance kunne bevares, forklarer post.doc på DTU Elektro Peter Bach Andersen.

- En af de udfordringer, vi har i Danmark, er, at vi har så meget vedvarende energi, og det, vi gerne vil vise ude på Frederiksberg Forsyning, er, at elbiler kan være en del af løsningen til at håndtere de her udfordringer, forklarer han.

Tovejsløsningen vil på sigt også kunne komme elbilejernes pengepunge til gavn. Ifølge Peter Bach Andersen har indledende analyser vist, at hver bil vil kunne tjene op mod 900 kroner om måneden ved at være til rådighed for elnettet.

- De 900 kroner kan man jo så holde op mod, at det typisk koster 3-400 kroner om måneden i strøm at køre i den, så det kan være en betydelig besparelse, man kan opnå, siger han.

Facebook
Twitter