Nye farlige syntetiske stoffer flyder ind over Danmarks grænser

Nye syntetiske stoffer fra Kina er i fremmarch i Danmark og resten af Europa.

Nye syntetiske stoffer fra blandt andet Kina er i fremmarch i Danmark og resten af Europa. (© Told og Skat)

Aldrig før har der været så mange forskellige syntetiske stoffer på det danske og europæiske narkomarked.

Hvert år identificerer myndighederne flere nye stoffer, som ingen kender virkningen af, viser en rapport fra Europol.

Alene i 2012 blev der identificeret 73 nye psykoaktive stoffer i Europa, og det er en markant stigning fra året før, hvor politiet og toldmyndighederne identificerede i alt 49 nye psykoaktive stoffer.

- Det er den samme tendens, vi ser i Danmark. Det er et stort og stigende problem, at de vinder større indpas i Danmark, siger Michael Ask fra Det Nationale Efterforskningscenter til dr.dk.

Kan være meget farligeDen udvikling bekymrer flere eksperter, dr.dk har talt med.

- Stofferne er utroligt usikre, og de kan også være direkte livsfarlige. Og det er alarmerende, at de er blevet så udbredte, fordi at mange af stofferne er nye og uafprøvede, vurderer lektor ved Retskemisk Institut på Aarhus Universitet, Christian Lindholst over for dr.dk.

Han forklarer, at stofferne bliver fremstillet på laboratorier i blandt andet Kina, og at stofferne bliver sendt ud på markedet og bliver solgt over internettet, uden at nogen har testet dem. Stofferne er oftest i pulverform, og det ligner amfetamin.

- Når man køber de her stoffer, er det et stort eksperiment, hvor man bruger sig selv som forsøgsperson. Det er meget usikkert at gå ind og være forbruger på det marked, siger Christian Lindholst.

Kommunikation i cyberspacePå Center for Rusmiddelforskning hæfter rusmiddellektor Jakob Demant sig ved, at der ikke er noget socialt ansvar ved at kommunikere i cyberspace, hvor mange unge mennesker køber stofferne direkte fra blandt andet Kina og østeuropæiske lande.

- Tidligere købte man stoffer gennem en pusher, hvor man måske havde en social forpligtigelse over for hinanden, men på nettet er det jo svært at vide, hvad man får. Og det gør det ekstra farligt, siger han.

Flere beslaglæggelser hos politiet

Mandag offentliggjorde politiet tal for, hvor mange stoffer, de beslaglagde i 2012. Og her figurerer de nye syntetiske stoffer ikke som en selvstændig kategori, men de hører ind under kategorierne "amfetamin" og "ecstacy".

I 2012 beslaglagde politiet fire gange så maget ecstacy som i 2011, og amfetaminbeslaglæggelserne gik fra 240 kilo i 2011 til 301 kilo i 2012.

Facebook
Twitter