Nye karantænekrav får Udenrigsministeriet til at fraråde rejser til Letland

Alle ikke-nødvendige rejser til Letland frarådes.

Letland er blevet skrevet på en voksende liste over EU-lande, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Udenrigsminsiteriet fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Letland.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

Den opdaterede rejsevejledning for Letland kommer, fordi Letland har indført krav om 14 dages hjemmekarantæne for personer, der rejser fra ind fra Danmark.

Udenrigsministeriet Borgerservice oplyser samtidig, at Estland også indfører karantæne for alle indrejsende fra Danmark fra på mandag. Derfor vil Udenrigsministeriet også fraråde rejser til Estland fra mandag, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Letland er dermed blevet skrevet på en voksende liste over EU-lande, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til.

I torsdags var det Belgien og Malta, der kom på ministeriet liste over såkaldte orange lande, fordi smittetallene i de to lande er steget over den seneste uge.

Ministeriet fraråder i forvejen ikke-nødvendige rejser til Andorra, Bulgarien, Luxembourg, Rumænien og Spanien på grund af landenes smittetal. Derudover frarådes rejser til Irland på grund af karantæneregler.

Det kigger de danske myndigheder på

  • Et af kriterierne for, om et land er åbent, er, at antallet af smittede skal være på under 20 per 100.000 indbyggere.

  • Når et land er åbent, vil den kritiske grænse for, hvornår rejsevejledningerne igen bliver skærpet, være ved 30 smittetilfælde per 100.000 indbyggere målt over den seneste uge.

  • Ud over antal smittede kigger de danske myndigheder også på testniveauet, og hvor stor en procentdel af de testede, som er positive. Maksimalt fem procent af de testede må være positive.

Artiklen er opdateret med oplysning om, at Udenrigsministeriet vil fraråde rejser til Estland fra mandag.

Facebook
Twitter