Nye oplysninger: Peter Madsen havde allerede fortalt om Kim Walls død

Ubådsejeren havde inden en afhøring forklaret politiet, at den svenske journalist omkom i en ulykke.

Ubådsejer Peter Madsen har forklaret politiet, at der er skete en ulykke ombord på ubåden Nautilus, som resulterede i, at svenske Kim Wall døde (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2017) (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Allerede inden den drabssigtede raket- og ubådsbygger Peter Madsen blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, havde han til politiet fortalt, at journalisten Kim Wall var død.

Madsen blev afhørt i retten lørdag 12. august. Det skete for lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning og af hensyn til Kim Walls pårørende.

Om mandagen valgte retten at offentliggøre essensen af Madsens forklaring.

Kim Wall var død i en ulykke, og Peter Madsen havde "begravet hende til søs", lød det i den offentliggjorte meddelelse.

Men den forklaring - eller i hvert fald en, der mindede om den - havde Madsen allerede givet politiet inden retsmødet, fremgår det af landsrettens retsbog.

/ritzau/

Facebook
Twitter