Nye restriktioner i Storkøbenhavn: Mundbind restauranter og natteliv skal lukke klokken 22

En række nye tiltag indføres for at begrænse coronasmitte i hovedstadsområdet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemødet om nye restriktioner. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Mundbind bliver obligatoriske på restauranter, barer og cafeer i 17 kommuner i Hovedstadsområdet.

Derudover skal nattelivet i København og i de omkringliggende 16 kommuner lukke klokken 22.

Tiltaget indføres fra torsdag for at begrænse coronasmitte i hovedstadsområdet. Det gælder i foreløbig 14 dage frem til 1. oktober.

Også de private fester bør slutte klokken 22, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

- Man kan stadig afholde bryllupper og konfirmationer, hvis man kan følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men vores opfordring er, at man skal holde sig inden for klokken 22-reglen.

- Vi kommer med en klar melding til hele befolkningen. Skru ned for de sociale kontakter i hele efteråret. Gør vi ikke noget nu, så risikerer vi at stå på kanten af noget, der kan udvikle sig til en anden bølge, lyder endnu et budskab fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemødet.

Skiltning i nattelivet

Politiet holder øje med såkaldte hotspots, hvor der ofte er mange personer samlet, oplyser sundhedsministeren desuden.

Hvis ikke personer og restaurationer overholder de nye tiltag i 17 kommuner i København og omegn, er politiet klar til at udstede påbud og opholdsforbud. Det siger justitsminister Nick Hækkerup:

- Vi har set, at der har været problemer i nattelivet med at holde afstand. Især, når der er kommet alkohol i blodet.

- Nu sætter vi ekstra fokus på restaurations miljøets overholdes af afstandskravet. Vi indfører et krav om skiltning med, hvor mange der må være på en restaurant eller bar, siger Nick Hækkerup.

Han suppleres af Rigspolitichef Thorkild Fogde, der er glad for, at politiet nu får bedre mulighed for at skride ind og stoppe fester:

- Vi har brug for klare restriktioner. Det får vi nu med krav om, at restaurantioner skal lukke klokken 22. Det nytter ikke noget, at vi arbejder hjemme, hvis der bare festes igennem, siger Thorkild Fogde.

Sundhedsstyrelsen: Vi skal huske afstanden

Helene Probst, som er centerchef i Sundhedsstyrelsen, lægger vægt på, at vi skal huske afstandskravet på en meter - og i nogle tilfælde to meter.

Restaurationsbranchen skal sikre sig, at afstandskravene bliver overholdt ved for eksempel toiletter og indgange til serveringsstederne.

- Vi indfører derfor krav om mundbind, når man ikke sidder ned som en ekstra foranstaltning, hvis man ikke altid kan holde afstand, siger Helene Probst.

Hun tilføjer, at man kommunikerer med blandt andet fritidstilbud om at sikre tilbud til de unge, nu hvor der bliver opfordret til, at man har færre sociale kontakter.

Facebook
Twitter