Nye skud mod rækkehusfacade i københavner-forstad

Politiet efterforsker nu også en natlig skudepisode i Albertslund.

Beboerne i Albertslund er plaget af skyderier i denne tid, senest i nat, hvor politiet er i gang med efterforskningen. DR Nyheder

Københavns Vestegns Politi er endnu engang rykket ud til en anmeldelse om skyderi i Albertslund.

I nat er der affyret fem skud mod en rækkehusfacade i boligområdet Oksens Kvarter i Albertslund. Skuddene er altså affyret kort tid efter, at en 23-årig mand i aftes blev såret af skud knap halvanden kilometer derfra.

Tre boliger er afspærret med polititape, og politiet er i gang med at efterforske de mange skudepisoder, der de seneste dage har plaget københavner-forstaden.

Det er sjette skudepisode i denne uge.

Efterlyser vidner

Politiet har her til morgen efterlyst vidner, der ved noget om skyderierne. Desuden efterlyser politiet to mænd, der er set flygte fra stedet på knallert umiddelbart efter skyderiet torsdag.

Københavns Vestegns Politis centrale efterforskningsenhed ønsker endnu ikke at udtale sig om, hvorvidt gårsdagens og nattens skyderier kan kobles til ugens andre skudepisoder.

I begyndelsen af denne uge har samme hus i boligområdet Tranehusene i Albertslund tre gange været mål for skyderi. Og tirsdag eftermiddag blev en tilfældig fodgænger ramt i benet, da der blev affyres skud fra en bil på Roskildevej i Albertslund.

Nye midler i brug mod skyderier

Som følge af de mange skyderier indførte politiet tirsdag en visitationszone i dele af Albertslund Kommune, og onsdag etablerede Københavns Vestegns Politi også en mobil politistation i boligområdet Tranehusene i Albertslund.

I en pressemeddelelse skriver politiet, at politistationen skal give borgerne mulighed for at tage direkte kontakt, hvis de har oplysninger om skyderierne.

Samtidig skal den mobile enhed sikre tryghed blandt beboerne i området.