Nye tal for anmeldelser: Flere sager om voldtægt, færre om indbrud

Anmeldte volds- og seksualforbrydelser stiger, mens antallet af anmeldelser om indbrud og tyverier falder. Få et et overblik her.

Flere danskere anmelder vold- og voldtægtsforbrydelser, mens anmeldelser omkring tyveri, indbrud og røverier er faldende, viser nye tal fra Danmarks Statistik. (Foto: © martin sylvest andersen, Scanpix)

Politiet modtager et stigende antal anmeldelser, der drejer sig om personfarlig kriminalitet som vold og voldtægter, mens den anmeldte berigelseskriminalitet som indbrud, tyveri og røveri falder.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er dog ikke sikkert, at man kan sætte lighedstegn mellem flere anmeldelser og flere forbrydelser. Udviklingen kan skyldes en øget tilbøjelighed til at anmelde - eksempelvis seksualforbrydelser - og dermed er der måske flere sager, der kommer frem i lyset idag. Det forklarer lektor Linda Kjær Minke, som er kriminolog på Syddansk Universitet.

- Men det kræver flere opgørelsesmetoder, før vi kan sige det med sikkerhed, siger lektor Linda Kjær Minke, der er kriminolog på Syddansk Universitet.

Nedenfor kan du får et overblik, hvordan antallet af anmeldte forbrydelser har udviklet sig i Danmark siden 2010.

Seksualforbrydelser

(ARKIV, MODELFOTO) (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Antallet af anmeldte seksualforbrydelser er steget markant, viser tallene fra Danmarks Statistik.

I andet kvartal 2010 modtog politiet 500 anmeldelser omkring seksualforbrydelser. Det tal er steget til 1.389 i andet kvartal 2019. Det svarer til en stigning på 177 procent.

Kigger man specifikt på voldtægts-anmeldelser har der været en stigning på 224 procent fra 79 sager i andet kvartal 2010 til 256 anmeldelser i samme periode 2019.

Voldsforbrydelser

(Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Også inden for voldsforbrydelser er der sket en betydelig stigning i anmeldelser set over den seneste årrække.

I andet kvartal i år modtog politiet i alt 6.722 anmeldelser omkring voldsforbrydelser, mens tallet var 4.325 i 2010. Det er en stigning på 55 procent.

Anmeldte trusler er steget med 61 procent fra 891 sager i andet kvartal i 2010 til 1.438 anmeldelser i samme periode i år.

Indbrud

(Foto: © Camilla rønde, Scanpix)

Politiet modtager langt færre anmeldelser om indbrud sammenlignet med tidligere. Der er således sket et fald på 51 procent fra 25.176 anmeldelser i andet kvartal 2010 til 12.269 sager i samme kvartal 2019.

Kigger man specifikt på indbrud i beboelser, er faldet på 45 procent fra 11.646 anmeldelser i andet kvartal 2010 til 6.328 i samme kvartal i år.

Tyveri

- CARSTEN LINGREN HAR SKREVET BOGEN "SOS VED TYVERI TAB". NORDFOTO/Keld Navntoft 1999 (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Inden for kategorien af tyverier som eksempelvis butikstyverier, lomme- og tasketyverier, har antallet af anmeldelser været nedadgående.

I alt var der 46.586 anmeldelser omkring tyveri i andet kvartal 2010, mens tallet er 24.947 i andet kvartal i år. Det er et fald på 46 procent.

Det største fald i kategorien har været inden for tyveri/brugstyveri af køretøj, hvor antallet af anmeldelser er faldet med 61 procent fra 4.507 sager i andet kvartal 2010 til 1.717 anmeldelser i andet kvartal 2019.

Røveri

(Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Der er også sket et væsentligt fald i antallet af anmeldte røverier i perioden.

I denne kategori er faldet fra 767 sager i andet kvartal 2010 til 387 i samme kvartal i 2019.

Det svarer til et fald i antallet af anmeldelser på 49 procent.

Hærværk

(Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Politiet har modtaget færre anmeldelser, der drejer sig om hærværk, hvis man sammenligner andet kvartal 2010 med samme periode i 2019.

Hærværksanmeldelser er faldet fra 8.732 sager til 5.297 sager - et fald på 39 procent.