Nye topløse tider: 'Der er ingen, der skal sige, at det kan jeg ikke'

Når flere kvinder har bare bryster på offentlige strande og i parker, handler det om retten til selv at vælge, hvornår man er seksuel, og hvornår man ikke er.

Kristina Rødbro bruger ikke bikinitop, når hun er ved stranden eller i parker og skal nyde solen. "Det falder mig helt naturligt. Det er jo bare bryster", siger hun.

Hvis man spørger den 29-årige sygeplejerske Kristina Rødbro om, hvorfor hun bader med bare bryster, kommer svaret prompte:

- Jeg har lidt lyst til at svare "hvorfor ikke?" Jeg har gjort det de seneste otte-ti år, og jeg tænker ikke over det længere. Det falder mig helt naturligt. Det er jo bare bryster. Det er ikke noget farligt. Det er ikke noget seksuelt - det er bare bryster, lyder det fra Kristina Rødbro.

Kristina Rødbro er ikke den eneste, som vælger at bade topløs. Der er tilsyneladende flere og flere, der hopper med på bølgen. Hos Sex og Samfund har de også lagt mærke til tendensen.

- Det er en tendens, vi har set over de sidste fem til seks år. Det handler om retten til at vælge, hvornår man er seksuel, og hvornår man ikke er det, siger Lene Stavngaard, der er national chef i Sex og Samfund.

Det er politiske strømninger, som handler om selvbestemmelse over egen krop, blandt andet på sociale medier, der gør, at vi i dag ser flere topløse, og det er en god ting, mener Lene Stavngaard

- Det her er vigtigt, fordi vi skal se helt almindelige kroppe, som de er, så vi ikke kun ser idealkroppen. Unge mennesker skal ikke føle sig forkerte. Vi ser alle sammen forskellige ud. Den rigtige krop er den, du har, siger Lone Stavngaard

Noget farligt under kjolen

Louise 'Twerk Queen' Kjølsen er medlem af fjerdebølgefeminist gruppen "GirlSquad". (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Feminist, psykolog og twerk queen Louise Kjølsen er enig i, at det handler om at have et godt forhold til den nøgne krop. Desuden kommer topløsheden som en modreaktion på den seksualisering og det konventionelle syn på kroppen, som eksempelvis sociale medier kommer med.

- De unge bliver opdraget til at tro, at de har noget farligt under kjolen. Det her viser, at den politiske kamp rent faktisk gør en forskel. Der er mennesker, der nu føler sig mere tilpas i sin krop, og det er jo det, det handler om. Det er pissesundt at have et godt forhold til den nøgne krop, siger Louise Kjølsen.

For Kristina Rødbro handler det lige præcis om at acceptere sig selv, som man ser ud - uanset hvordan.

- Det gør mig så glad, når jeg ser unge og gamle, der er topløse og ikke skammer sig. Vi kvinder er blevet shamet over at være for tynde, for tykke. Men nu er vi endelig ved at bryde det snævre kropsideal om, at man ikke skal se ud på en bestemt måde. Man skal acceptere sig selv, som man ser ud. Det er det vigtigste budskab. At folk ser fantastiske ud, uanset hvordan man ser ud, siger Kristina Rødbro, der har efterhånden har været topløs i mange år.

Vi tager autonomien tilbage

Ifølge kultursociolog Emilia van Hauen er #Metoo-bevægelsen og det stigende fokus på feminisme en årsag til, at kvinderne smider bikinitoppen i det offentlige rum i 2020. Til forskel fra 70'ernes bare hippie-bryster er der ikke længere én trend, der dominerer.

Og der er kommet en ny platform for at udtrykke sig selv gennem sin krop - præcis som man selv ønsker det. Eksempelvis er der mere og mere kropsaktivisme på de sociale medier, der både handler om at smide bikinitoppen og om ikke at gå med bh.

- Som alting, der kommer igen, kommer det i en ny form, der passer til sin tid - og det gør de bare bryster også, siger Emilia van Hauen.

Netop #Metoo og opmærksomheden på seksuelle krænkelser mod især kvinder har gjort det endnu vigtigere for Kristina Rødbro at være topløs - eller rettere at gøre, som hun vil.

- Det er noget, jeg taler med min omgangskreds om - at det er vigtigt, at vi tager autonomien tilbage. Jeg bestemmer selv over min krop. Der er ingen, der skal sige, at jeg ikke kan eller bør være topløs, siger Kristina Rødbro.

Facebook
Twitter