Nye våben mod corona på vej: I fremtiden kan en pille, en inhalator eller en indsprøjtning måske forhindre indlæggelse

Inden for den nærmeste fremtid kan man forvente flere nye behandlingspræparater mod corona.

Nyudviklede præparater kan blive en tidlig redning mod corona. (Foto: Illustration: Søren Winther Nørbæk)

Man ser det positive coronatestsvar, og i de efterfølgende dage får man det skidt.

Så sluger man en pille, bruger en inhalator eller får en indsprøjtning. Og herefter bliver toppen af isbjerget taget, og man får det betydeligt bedre.

Det kan blive en realitet inden for en nær fremtid.

Der er nemlig flere behandlingspræparater på vej, der kan bremse udviklingen af corona i ens krop. Og indtil videre ser de lovende ud.

Og et af produkterne, der kan komme i fremtiden, er dansk udviklet.

Det vil foregå via en inhalator, der indeholder en mild syreopløsning, som vil hjælpe immunforsvaret med at bekæmpe infektioner i luftvejene.

Og selvom det lyder voldsomt at inhalere syre, har de første test af produktet givet gode resultater.

​Thomas Bjarnsholt har været med til at udvikle en ny behandling mod Covid-19. Den bestod testen på dyr tilbage i december. (Foto: Københavns Universitet © Thomas Bjarnsholt)

- Alle de forsøg, vi har lavet, viser, at behandlingen er ekstremt effektiv. Vi har testet det på grise, og de kunne godt tåle at inhalere produktet, og det var virkningsfuldt. Her i foråret har vi arbejdet på at få lov til at teste det på mennesker i fase 1. Det sker forhåbentlig inden sommerferien, siger professor i biofilm og kroniske infektioner Thomas Bjarnsholt, der har været med til at udvikle præparatet.

Syren, der inhaleres, baseres på partikler, der slår virus og bakterier ihjel.

Derved kan præparatet også bruges mod infektioner som lungebetændelse, influenza og tuberkulose, hvis det godkendes.

Testene i fase 1 begynder formentlig snart, og hvis de også giver effektive resultater, skal det undersøges på mennesker med corona.

- I efteråret efter en forhåbentlig positiv fase 1 har vi planlagt et studie på nydiagnosticerede coronapatienter, der vil undersøge, om behandlingen kan hjælpe med at holde dem væk fra hospitalet, fortæller Thomas Bjarnsholt.

Neutraliserende antistoffer over Atlanten

Udover det danske præparat er der også andre behandlingsprodukter på vej.

- En række præparater, der er under udvikling, bruger det, der hedder 'small molecules'. De går ind og interfererer med virus, så den ikke vokser lige så godt. Forventningen er, at de kan gå ind og virke på et relativt tidligt stadie af sygdommen og bremse virussens evne til at formere sig, siger overlæge og professor i infektionssygdomme Jens Lundgren.

'Small molecules' kan enten gives via en pille eller indsprøjtning.

Og hvis man spejder mod den anden side af Atlanten, er amerikanerne begyndt at bruge et præparat med stor effekt.

Ovelæge og professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet i København Jens Lundgren forklarer, at der kan være flere præparater mod corona i sigte. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Det gives via indsprøjtninger og bruges endnu ikke i Europa.

- Området er blevet voldsomt mere sofistikeret det seneste år. Der er en række studier, der understøtter, at hvis man giver det, der hedder neutraliserende antistoffer, viser det en betydelig reduktion af risikoen for indlæggelse og efterfølgende døden. Det bruges nu i USA, fortæller Jens Lundgren.

Hvorfor anvender man ikke præparaterne med neutraliserende antistoffer i Europa, når det bruges i USA og viser en betydelig reduktion af risikoen for indlæggelse?

- Det er ikke taget op i Europa endnu, da man ikke behandler folk, der ikke er alvorligt syge. Det handler om at få givet det til de rigtige. Derved får man ikke behandlet mennesker, der måske slet ikke ville blive alvorligt syge. Ud over dette er det rimeligt dyrt, lyder det fra Jens Lundgren.

Lang testproces, men målet er 2022

Da al medicin skal igennem flere længere faser for at blive godkendt, kan der normalt gå lang tid, før vi ser det på markedet. Men som vi har lært under coronapandemien, kan processerne blive fremskyndet.

Men det er samtidig heller ikke sikkert, at alle produkter, der er under udvikling, bliver godkendt.

- Man kan ikke sige så meget endnu, før man har resultaterne fra fase 3-studierne. Så selvom der er stor kommerciel interesse, og det ser meget lovende ud, kan vi ikke sige, om 'small molecules' kommer til at virke eller ej, siger Jens Lundgren.

Der er også meget, der stadig kan gå galt i forhold til det danske syre-præparat, da man endnu ikke er begyndt på fase 1. Men hvis produktet klarer sig igennem alle faserne, kan det komme ud til næste år.

- Håbet er, at vi kan begynde på rigtig behandling i 2022. Man kan så spørge sig selv, hvor meget corona der er tilbage i 2022, men der kan komme en masse varianter, som vi kan behandle. Derudover har vi også et middel mod den næste pandemi, siger Thomas Bjarnholt.

Selv hvis medicinalprodukter, man troede ville have en effekt mod corona, når hen i fase 3, er det langt fra sikkert, at de når i mål.

- I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at der er flere præparater, som man troede ville være virkningsfulde, men det viste sig, at de ikke var det, siger Jens Lundgren.

Jens Lundgren er dog sikker på, at vi kommer til at se nye præparater snarest, da der er en 'fortsat ivrig forskningsaktivitet'.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk