Københavns Politi søger vidner i forbindelse med sagen om en nyfødt pige, der blev fundet ved en cykelsti på Grøndals Parkvej i Vanløse i går.
Da pigen blev fundet, lå hun i en indkøbspose fra Netto. Hun var svøbt i en hættetrøje og et gråt uldtæppe og havde en hvid hue af mærket Joha på.
Nu har politiet frigivet billeder af de ting, i håb om at de kan få vidner til at henvende sig.
Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set posen ved cykelstien i går aftes. Derudover vil de gerne høre fra personer, som har set beklædningen i forbindelse med en gravid kvinde eller en kvinde, som har født for ganske nylig.
Se billeder af posen, huen, tæppet og trøjen herunder.
Eventuelle vidner eller moren til barnet kan henvende til Københavns Politi på telefonnummer 114.
Posen stod ved cykelstien mellem Grøndals Parkvej og Gudenåvej i Vanløse fra klokken 19 og frem til klokken 23.14.
På det tidspunkt blev der ringet til politiet, der rykkede ud til den den trafikerede færdselsåre, der støder op til Grøndalsparken mellem Vanløse og Frederiksberg.

Der er tale om en lille pige, som vurderes at være mellem nul og fem dage gammel. Efter omstændighederne har spædbarnet det godt.
Politiet oplyser, at barnet var efterladt på en måde, så der var en høj sandsynlighed for, at det ville blive fundet.
- Jeg vil opfordre moren og andre, der har viden om det lille barn, til at henvende sig, siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi.
Efter et tjek på hospitalet er barnet blevet overdraget til de kommunale myndigheder.