Nyrup om Dong: Vi forærer Goldman Sachs knap 10 milliarder

Den tidligere statsminister håber ikke, at finansministeren kan finde på at sælge mere ud af Dong.

Tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmusen Poul Nyrup mener, at frasalget af 19 procent af aktierne i Dong skete til en alt for lav pris. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

- Det er en af de sjældne gange, hvor jeg er ret ked af at have fået ret.

Sådan siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der var en af de første socialdemokrater til at kritisere salget af Dong.

I dag fremlagde Dong sit børsprospekt, hvor det vurderes at virksomheden ender på en værdi mellem 83,5 og 106,5 milliarder kroner.

Da Bjarne Corydon skulle værdisætte Dong i 2013, var den samlede vurdering på 31,5 milliarder kroner.

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs købte 17,9 procent af Dong-aktierne i 2013. Salget blev hårdt kritiseret af blandt andet Poul Nyrup. En kritik, som han stadig står ved:

- Vi forærer Goldman Sachs i størrelsesordenen 10-12 milliarder kroner, som vi kunne have bevaret hos os selv for eksempel i pensionsfonde. Min pointe er, at uanset, hvad det tekniske var, solgte man på et forkert tidspunkt. Man kunne have ventet, men solgte til en alt for lav pris, siger Poul Nyrup.

Beslutning omgærdet af hemmeligheder

Poul Nyrup kan dog ikke svare på, hvorfor den danske regering og folketing valgte at sælge en del af Dong til Goldman Sachs.

- Det, der skete var omgivet af så meget hemmelighedskræmmeri. Selv i dag kan vi ikke give et retvisende billede af, hvordan det egentlig gik til. Hvis jeg forholder mig til realiteterne, kan jeg se, at vi naivt har frasolgt i størrelsesordenen 10 milliarder kroner gratis til Goldman Sachs, som vi kunne havde brugt i Danmark, siger Poul Nyrup.

Den tidligere statsminister forstår ikke, at folketingets partier ikke vil lægge papirerne fra forhandlingerne med Goldman Sachs frem for offentligheden.

- Da vi forhandlede salget af TDC, var der langt større gennemsigtighed. Vi kunne se pristilbuddene, og vi kunne se beslutningsprocessen, siger Poul Nyrup, der erkender, at der også blev lavet fejl i salget af TDC.

Nyrup: Vi skal beholde resten af Dong

Han mener dog ikke, at de to salg kan sammenlignes.

- Der er begået så mange fejl i denne sag, som tænkes kan. Der er habilitetsproblemer. Der er prissætningsproblemer, som var alt for lave. Der var problemer med timingen, der var for dårlig. Og der er en mangel på varetagelse af samfundets og vores alle sammes interesser.

Poul Nyrup mener godt, at en finansminister kunne være fristet til at sælge lidt mere ud af Dong:

- Derfor er det mit håb, at det vi nu kan se, at det er sidste gang, at vi oplever, at et statsligt ejet selskab sælger ud på den måde, som vi gør her. Hvis vi sælger det sidste af vores hjertebarn, det mest avancerede vindmølle-energiselskab i Europa, så har Danmark virkelig fraskrevet sig det sidste miljømæssige fokus.