Nystartet parti har 598 vælgererklæringer: Systemet er elendigt

Alle kan nu se, hvor mange digitale vælgererklæringer, nye partier har indsamlet, men systemet er elendigt, siger partiformand.

En række partier har indledt jagten for at få nok vælgererklæringer til at kunne få en plads på Christiansborg. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

De Progressive.

Et lille nystartet parti, der i øjeblikket kæmper en insisterende kamp for at komme på stemmesedlen ved det næste folketingsvalg. For at det kan lykkes, skal de have 20.109 borgere til at skrive under på, at de gerne må stille op.

Hvordan det projekt går, kan alle følge med i nu.

Fra i dag vil det nemlig hver måned blive offentliggjort på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside, hvor mange underskrifter en række mindre partier med folketingsdrømme har indsamlet.

Hos De Progressive er de tilfredse med, at antallet af indsamlede vælgererklæringer nu bliver lagt åbent frem.

- Det får ikke den store betydning, men måske lidt - i given fald positivt. Så ved folk, at vi eksisterer og kan se os på hjemmesiden hver måned, siger partiformand Frederik Nelsson.

Mindre positiv er partiformanden over for det digitale system, som partiet skal bruge til at indsamle de såkaldte vælgererklæringer. Et system, der blev indført i januar 2016.

- Det er et håbløst system. Idéen med digitaliseringen er god, men systemet er i den grad elendigt. Det er simpelthen værre end det, som nogle forældre oplever i skolerne med systemet forældreintra, lyder der fra Frederik Nelsson.

Systemet skaber udfordringer

Hvis man gerne vil støtte et parti, skal man henvende sig til partiet, som indtaster ens mail i et system. Herefter modtager man en mail og skal godkende eller afvise vælgererklæringen.

Ifølge Frederik Nelsson er det slet ikke så smart, som det måske lyder. Han har oplevet, at de ikke kan logge ind på systemet uden at få en fejl, og når borgere tager kontakt til dem, får de en ”mystisk mail” retur.

- Det fremgår af mailen, at vi stiller op til europaparlamentsvalget, og at vores navn er 'undefined'. Nogle tror, at de bliver hacket, og nogle tror, der er gået noget helt galt i systemet, og at det er vores parti, der er skyld i fejlen, siger partiformanden.

Indtil videre har partiet 598 vælgererklæringer, men tallet kunne måske have været større, hvis systemet virkede efter hensigten, lyder det fra De Progressive.

- Det er den største sten i skoen. Vi har til dags dato udsendt cirka 1.100 mails til folk, som har ønsket at modtage én, og der er kun 56 procent af dem, der rent faktisk skriver under med digital signatur. Vi undrer os over, at der er så mange, der falder fra, siger Frederik Nelsson.

Minister: Systemet er stabilt

Også andre partier som for eksempel Kristendemokraterne har haft klaget over tekniske problemer, men økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) mener, at problemerne er blevet løst.

Ifølge ministeren er systemet i dag derfor helt stabilt.

- Det havde nogle børnesygdomme, det er vi kommet over nu, og det vil sige, at det aldrig har været nemmere at støtte et parti til opstilling, end det er i dag, lyder det fra ministeren.

SÅDAN AFGIVER DU EN VÆLGERERKLÆRING

  • Hvis du vil støtte et parti med en vælgererklæring, skal du henvende dig til partiet og oplyse din mail.

  • Partiet indtaster din mail ivælgererklæringssystemet. Så får du en mail, hvor du skal godkende eller afvise vælgererklæringen.

  • Du kan kun afgive en vælgererklæring ad gangen. Den er gyldig i 18 måneder. Hvis du fortryder en vælgererklæring, fordi du hellere vil støtte et andet parti, skal du trække din vælgererklæring tilbage.

  • Hvis du ikke har mail, kan du afgive en vælgererklæring ved at oplyse partiet om dit cpr-nummer.

  • Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet

Se herunder Simon Emil Ammitzbøll (LA) fortælle om ministeriets nye oversigt over vælgererklæringer:

Facebook
Twitter