Turister i København kunne i dag få sig en særlig oplevelse, da et nyombygget turistcenter slog dørene op.
Fremover kan turister få en smagsprøve på byen gennem virtual reality-briller. Derudover kan de klikke sig rundt på digitale bykort og interaktive sociale medieskærme for at danne sig et overblik over København.
De nyt tiltag skal gøre det nemmere for turister at navigere rundt i landets hovedstad.
Københavns turistinformation holdt en officiel åbningsreception, hvor blandt andre kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, (DF) deltog.
- Vi kan se, at når vi servicerer turisterne godt, bliver de gode ambassadører for København, og turismen er steget med seks procent om året. Det, forventer vi, fortsætter, siger han.
Ifølge ham er Københavns turistinformation en af de eneste, som bruger virtual reality til at guide turister.
- Vi vil helt klart se Den Lille Havfrue
De turister, DR Nyheder mødte, som havde prøvet virtual reality-brillerne, var godt tilfredse med teknologien.
- Når vi har set det her, er det lettere at finde rundt. Nu vil vi helt klart se Den Lille Havfrue, siger en turist.
Det er Københavns officielle Turistinformation, Copenhagen Visitor Service, på Vesterbrogade, der er blevet ombygget, så de nye, digitale informationstjenester kan inspirere turister på deres sight seeing-tur rundt i København.
Turistinformationen har årligt 500.000 besøgende, oplyser de.