Nyt forbud går direkte efter manden, der sælger 12-taller

Forbrugerombudsmanden tager utraditionelt skridt for at standse handel med eksamensopgaver.

Frederik Drews er direktør for Fixminopgave.dk. Han har tidligere sagt, at han gør det for at hjælpe studerende med at komme ind på drømmestudiet.

På landets gymnasier er eleverne godt i gang med de store opgaver, de skal aflevere inden jul.

Tidligere har gymnasieelever kunnet tage en smutvej til en god karakter ved at købe sig til en opgavebesvarelse på hjemmesiden fixminopgave.dk.

Men det er der nu endeligt sat en stopper for.

Allerede i maj nedlagde Forbrugerombudsmanden forbud mod firmaet bag fixminopgave.dk, men firmaets direktør fortsatte salget af 12-talsopgaver.

Derfor har Forbrugerombudsmanden nu taget skrappere midler i brug og nedlagt et personligt forbud mod at sælge opgavebesvarelser. Forbrugerombudsmanden bekræfter, at der er tale om den unge entreprenør, Frederik Drews.

Forbrugerombudsmanden mener, at Fixminopgave.dk bryder markedsføringsloven. Nærmere bestemt lovens §3, som blandt andet beskriver, at forretningsdrivende skal tage hensyn til "smag og anstændighed" i en samfundsmæssig kontekst.

Personligt forbud for første gang

Det er særdeles usædvanligt, at Forbrugerombudsmanden nedlægger direkte forbud mod en enkeltperson. Faktisk er det første gang, det sker, forklarer chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, Eva Sjøgren.

- Vi har ikke nedlagt et forbud mod en person før. Normalt er det jo virksomheder, vi går efter, siger hun.

Forbrugerombudsmanden nedlagde i maj forbud mod firmaet Fixminopgave.dk. Herefter overførte Fixminopgave.dks direktør, Frederik Drews, firmaets aktiviteter til et engelsk selskab, som Forbrugerombudsmanden også nedlagde forbud imod. For nylig lancerede han en ny hjemmeside, fmooriginal.com, og Forbrugerombudsmanden valgte derfor at nedlægge et forbud direkte mod selskabets direktør.

- Vi vurderede, at vi var nødt til at nedlægge forbud mod ham. Ellers ville han bare kunne fortsætte med at oprette hjemmesider, som vi så kunne blive ved med at nedlægge forbud mod igen og igen og igen, siger Eva Sjøgren fra Forbrugerombudsmanden.

Både siderne fixminopgave.dk og den nye fmooriginal.com er nu lukket ned.

Oprindeligt var forbuddet mod Frederik Drews midlertidigt, men i går stadfæstede Sø- og Handelsretten forbuddet, så det nu er permanent.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Frederik Drews.

Facebook
Twitter