Nyt format gør op mod 400.000 DAB-radioer ubrugelige

For at gøre plads til flere kanaler på sendebåndet skiftes der fra oktober til et nyt format ved navn DAB+.

Fra 1. oktober vil en del DAB-radioer skulle udskiftes, når det digitale signal fremover hedder DAB+. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Hvis du er glad for at høre digital radio, skal du være opmærksom på, at radiosignalet 1. oktober skifter til DAB+.

Det betyder, at mellem 200.000 og 400.000 DAB-radioer af ældre dato ikke kan modtage det nye format og derfor skal udskiftes.

- Det nye er, at fra 1. oktober slukker man for det gamle signal, så man kun kan høre DAB+.

- Heldigvis er langt de fleste DAB-radioer klar til at modtage DAB+, så man fortsat kan lytte med, siger Tobias Enné, der er talsperson for sekretariatet Mere Radio, som står bag oplysningskampagnen for det nye format.

Flere radiokanaler

Skiftet betyder, at der bliver plads til flere radiokanaler på sendebåndet.

- Man kan lidt sammenligne overgangen med at gå fra en lille bitte landevej til at gå til en bred motorvej. Dermed bliver der mere plads til flere kanaler og dermed mere radio til danskerne, siger Tobias Enné.

Der bliver plads til 12 landsdækkende, kommercielle kanaler, når signalet skifter fra oktober.

Har man købt sin DAB-radio i 2012 eller derefter, kan man godt regne med, at den kan modtage det nye format.

Hvis man vil være på den sikre side, kan man tjekke på forhånd:

- En måde at teste det på er, om man kan høre DR's regionale kanaler på P4. Hvis man kan det allerede i dag på sin DAB-radio, så kan man også være sikker på, at man kan efter 1. oktober, siger Tobias Enné.

De regionale kanaler kan kun høres på DAB-radioer, der kan modtage det nye format.

Det anslås, at 900.000 danskere dagligt lytter radio via DAB.

Farvel til FM

Når 50 procent af radiolytningen er digital, skal der tidligst to år efter slukkes for FM-radio ifølge en politisk aftale, som blev indgået i april.

Beslutningen om at skifte fra DAB til DAB+ blev truffet af de folketingspartier, der står bag medieaftalen.

Oplysningskampagnen om det nye radioformat skydes officielt i gang på mandag.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter