Nyt i kampen mod livmoderhalskræft: Kvinder kan teste sig selv derhjemme

Et lille lyserødt plastikredskab kan hjælpe kvinder til at finde ud af, om de har en HPV-virus, der kan forårsage livmoderhalskræft.

Det er denne HPV-børste, der har vist sig at være en succes. (© Hvidovre Hospital)

"Tag prøven stående. Stil dig så behageligt som muligt, som for eksempel når du skal indføre en tampon.”

Sådan lyder det i en vejledningsvideo til en ny hjemmetest, der kan teste for den meget omtalte HPV-virus. Virusset kan give celleforandringer i livmoderhalsen og senere resultere i kræft.

Vejledningen fortæller kvinder, hvordan de bruger hjemmetesten, der hedder Evalyn - en lyserød plastikpind med en lille børste for enden. Og netop Evalyns brugervenlighed gør den til en succes, fremhæver overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Susanne Krüger Kjær:

- Det er nemt for kvinden at tage denne her prøve. Ved denne test skal du ikke gøre andet end at putte børsten op i skeden, dreje rundt for at samle materiale ind og putte børsten ned i røret igen, siger Susanne Krüger Kjær.

I alt tager det kun få minutter at teste sig selv, og når testen er taget, sender kvinderne børsten ind til et laboratorium, som undersøger, om de har HPV-virus i skeden.

Flere har opdaget kræft efter hjemmetest

Siden maj 2014 har 5.000 kvinder prøvet testen derhjemme. Det er Hvidovre Hospital i Region Hovedstaden, der har tilbudt testen til kvinderne i en forsøgsperiode.

Kvinderne, der alle bor i Region Hovedstaden, har fået tilbuddet, fordi de gennem de seneste fire år ikke har taget imod det screeningstilbud, som alle kvinder mellem 23 og 65 år ellers får tilbudt hvert tredje år.

Blandt de 5.000 kvinder fandt lægerne ni tilfælde af kræft, 67 tilfælde af alvorlige celleforandringer, som er sendt til behandling, og 30 kvinder bliver fortsat fulgt.

På Hvidovre Hospital ser Molekylær Biolog Jesper Bonde forsøget med hjemmetest som en stor succes:

- 20 procent af de inviterede kvinder har taget imod tilbuddet og returneret en hjemmetestbørste. Det svarer til, at 5.000 kvinder har returneret en børste, som vi efterfølgende har undersøgt. Det er et rigtig flot resultat. Med børsten har vi meget effektivt kunne opspore og forebygge celleforandringer. Det vil kunne ses på kræftkurven de næste par år, siger han.

Hurtigt svar fra test

Når kvinderne har sendt deres test til undersøgelse, får de svar inden for 10 dage. Hvis testen er positiv, bliver kvinderne indkaldt til yderligere undersøgelser:

- Er testen positiv, bliver man henvist til sin egen læge og får dér foretaget en almindelig celleundersøgelse. På baggrund af den stilles den endelige diagnose, og her finder man ud af, om kvinden skal sendes til opfølgning hos en gynækolog eller skal returneres til det almindelige screeningprogram, siger Jesper Bonde.

Et alternativ til ikke testede-kvinder

Prøven kan ikke træde i stedet for screeningen hos lægen, fordi hjemmetesten udelukkende tester for virusset HPV. Hos lægen bliver kvinderne både testet for virus, men også for celleforandringer. Så hvis hjemmetesten er positiv, skal kvinderne alligevel testes hos lægen for celleforandringer.

Selv om hjemmetesten altså ikke er lige så fyldestgørende som en screening, hjælper den dog stadig en vigtig målgruppe, fortæller Jesper Bonde.

Når halvdelen af de nydiagnosticerede livmoderhalskræfttilfælde findes blandt den fjerdedel, der takker nej til screeningstilbud, så er det væsentligt at komme op med et alternativ, siger han og peger på flere årsager til, at nogle kvinder bliver væk fra deres screening-indkaldelser.

- Vi ved meget lidt om, hvad der får kvinder til at takke nej, men der kan være kulturelle eller religiøse grunde, eller et generelt ubehag ved at få foretaget en gynækologisk undersøgelse. Eller noget så simpelt som at finde tid i en travl hverdag.

Vigtigt med tidlig indsats

Ifølge Sundhedsstyrelsen rammes cirka 375 kvinder hvert år af livmoderhalskræft, og cirka 100 kvinder dør årligt af sygdommen.

Desuden bliver omkring 6.000 kvinder hvert år opereret for forstadier til livmoderhalskræft. Da det er en kræftform, der er kendetegnet ved primært at ramme kvinder under 50 år, skal forebyggelsesindsatsen starte så tidligt som muligt, forklarer Jesper Bonde:

- Vores forebyggelsesindsats er målrettet mod at få fanget så mange som muligt så tidligt som muligt. Der er ikke nogen medicinsk behandling for HPV eller en medicinsk behandling for celleforandringer bortset fra det her lille kirurgiske indgreb, som heldigvis kan kurere. Men fanger man det ikke i tide, så er risikoen, at det bliver til livmoderhalskræft.

Susanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelse hilser også hjemmetesten velkommen:

-Det er et rigtig godt initiativ. Det er vigtigt, at vi får deltagerprocenten op i de programmer, der skal forebygge, at man får livmoderhalskræft. Med de her positive resultater håber jeg virkelig, at de andre regioner overvejer at få udbredt testen til resten af Danmark.

Indtil videre er det kun de 5.000 kvinder i Region Hovedstaden, der gennem forsøgsperioden har fået tilbudt hjemmetesten.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1077483015635555

Facebook
Twitter