Nyt initiativ: Udlændinge vil vejlede brødre og søstre til uddannelse

Udenlandske ildsjæle i Danmark vil gøre en ekstra indsats for at få andre udlændinge i gang med uddannelse og arbejde.

Der er brug for at flere udlændinge kommer i gang med uddannelse og job. Derfor vil en gruppe udenlanske ildsjæle nu hjælpe andre udlændinge i Danmark. (© UVU.dk)

Det kan være svært at finde rundt på det danske uddannelses- og arbejdsmarked. Ikke mindst hvis man er flyttet til Danmark fra udlandet. Derfor er en række ildsjæle med udenlandske rødder gået sammen om at hjælpe deres søstre og brødre.

- Vi er ikke professionelle studievejledere, og det ønsker vi heller ikke at være., siger Mary Consolata Namgambe, der læser jura på Københavns Universitet og er initiativtager til foreningen Udlændinge vejleder udlændinge.

Projektet fungerer lige nu alene som rådgivning via foreningens hjemmeside, men på sigt vil de også gerne arrangere vejledningsmøder, hvor unge kan møde hinanden og hjælpe hinanden.

Andre kan - så kan jeg også

- Vi ser det som vores opgave at opfordre og forberede unge udlændinge til at tage en uddannelse. Man ser at udlændinge ikke i lige så høj grad tager en uddannelse.

- Udlændinge vejleder udlændinge vil gøre det muligt for udlændinge at se, at det kan godt lade sig gøre, og at andre ligesom dem selv har taget en uddannelse, siger Mary Consolata Namgambe, der oprindeligt er fra Uganda.

Hun forsøgte oprindeligt at komme ind på jurastudiet via kvote 1, men da gennemsnittet netop var steget, kunne det ikke lade sig gøre. Fortvivlet søgte hun derfor hjælp hos en veninde, som forklarede hende om kvote 2, hjalp hende med at lave en ansøgning og hjalp hende med kontakt til universitetet, og Mary endte derfor med komme ind på jurastudiet, som hun drømte om.

Vi kan bedre forstå hinanden

- Det var der jeg fik ideen til Udlændinge vejleder udlændinge, fordi det vi kan bedre forstå andre udlændinge, fordi vi selv har prøvet at være i deres situation, siger Mary Consolata Namgambe.

Hun forklarer, at det for eksempel kan være en pakistansk pige, der bor i København sammen med sine forældre, som gerne vil flytte til Odense for at studere. Hvordan taler man lige med sine forældre om det, hvordan er det bo på Fyn og mange andre spørgsmål.

Foreningen Udlændinge vejleder udlændinge er helt nystartet og udelukkende drevet af frivillig arbejdskraft.

Facebook
Twitter