Nyt kondom giver mænd mere stådreng

EU har netop godkendt et nyt kondom, der lover større erektion til mændene.

Nyt kondom med påsmurt potens-creme giver mænd mere rejsning

"Du får en større erektion. Og det kan kæresten godt mærke."

Det er løftet fra kondom-producenten Durex, der netop har fået godkendt et nyt kondom, der lover bedre sex til dem, der benytter det. Det skriver nyhedsbureauet Newspaq.

Creme de la creme

Kondomet er specielt, fordi det er påsmurt en særlig creme, der øger blodgennemstrømningen i penis. Det giver ifølge selskabets undersøgelser en større og mere fast rejsning, der samtidig holder længere.

Selv vurderer Durex-partneren Futura Medical, at der er et enormt markeds-potentiale i kondomet. Men kondomet har samtidig også potentiale til at beskytte imod flere mod sexsygdomme, fordi det kan få endnu flere til at bruge kondom end i dag.

Godkendt af EU

Det vurderer Jeppe Hald fra Sex og Samfund. Han er projektleder på Sexlinien for unge.

- Kondomet lover jo noget mere end det kedelige budskab, der normalt bliver brugt til at sælge kondomer. Derfor kan det godt lokke flere til at bruge dem, siger han.

Gummiets godkendelse er givet af EU, og den betyder, at kondomet i løbet af kort tid kan sendes på markedet i medlemslandene. Godkendelsen indebærer, at EU også har fastslået, at man ikke kan tage skade af at bruge kondomerne.

Ikke kondomets svar på Viagra

Gummi-mændene er målrettet raske mennesker og kan da heller ikke ses som kondomernes svar på Viagra eller andre potenspiller. Mens potens-medicinen kun virker, når manden føler lyst, så virker cremen angiveligt ikke så intelligent. Den øger udelukkende blodgennemstrømningen forneden.

Og det kan også betyde, at produktet ikke kan hjælpe alle, siger Jeppe Hald.

- Der er en tendens til, at man ser på sex som noget mekanisk, hvor manden altid skal være klar og parat til at have sex hele tiden. Men der er jo en sammenhæng mellem lyst og sindstilstand, og derfor kan det godt være, at unge fyre, der typisk kan få rejsningssvigt på grund af præstationsangst, ikke får gavn af det, siger han.

Facebook
Twitter