Nyt landsdækkende vagtlægenummer

Et udvalg under regeringen foreslår et nyt landsdækkende vagtlægenummer, så patienter hurtigere kan komme i kontakt med en læge.

Et udvalg foreslår et landsdækkende vagtlægenummer, så patienter hurtigere kan komme i kontakt med en læge. (© Colourbox)

Danskerne skal måske til at lære endnu et landsdækkende telefonnummer udover alarmnummer 112 og politiets servicenummer 114. Det anbefaler regeringens præhospitale udvalg i en ny rapport.

Når klokken er 20 og barnet har 40 i feber og nakkestivhed skal forældrene lynhurtigt kunne komme i kontakt med vagtlægen uden at vente på lang telefonsvarerbesked hos egen læge.

Derfor anbefaler regeringens akutudvalg nu et nyt landsdækkende vagtlægenummer, til mindre alvorlige skader og sygdomme. Nummeret skal afløse de nuværende forskellige numre til lægevagten uden for almindelig åbningstid.

Og det er en god idé, mener formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astmann.

- Det nye er at der er én indgang, hvor du får adgang til hele sygehusets muligheder for behandling og også vagtlægesystemet, siger Ulla Astmann.

Vagtlæger ansat på sygehuse

Hun glæder sig samtidig over at regeringens akutudvalg nu anbefaler, at vagtlægerne fremover bliver ansat på sygehusene, hvor de er en del af akutberedskabet uden for almindelig åbningstid:

- Der er også fordel i det her for de praktiserende læger, de får langt større mulighed for faglig udvikling fordi de kommer til at sidde sammen, siger Ulla Astmann.

Ingen begejstring hos praktiserende læger

Udsigten til at miste vagtlægeordningen vækker dog langt fra begejstring hos de praktiserende læger. Her mener man ikke, at der i fremtiden kan skaffes læger - hvis de skal være underlagt og ansat på sygehusene:

- Vi er bange for, at regionerne kunne finde på at pålægge vagtlægen at være frontlinjelæge på den her nye akutfunktion, som sygehusene skal have. Det er en opgave vi ikke er uddannet til, og så er det en kæmpe yderlige arbejdsbelastning, siger Henrik Dibbern, formand, Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation frygter samtidig, at vagtlæger, der kører sygebesøg om aftenen og natten vil blive omdirigeret til mere akutte opgaver, som bl.a. færdselsuheld:

- Der er bl.a. regioner der forestiller sig vagtlæger med gps, så de kan blive styret hen til ulykker og større ting, men vi er ikke uddannet til det, men i almen medicin, siger Henrik Dibbern.

Facebook
Twitter