Nyt skyderi på Amager

Politiet har afspærret et område ved Bremensgade Amager efter skyderier. Der er ikke rapporter om sårede.

Klokken 19:20 fik politiet en anmeldelse om skyderi i Bremensgade 79 på Amager. Der blev skudt flere gange - formentlig er der blevet skudt med et automatvåben. Det er uklart, om der blev sigtet mod en person, oplyser politiet.

- Vi har fundet fire patronhylstre på stedet og har afspærret området, siger efterforskningsleder Henrik Vedel, der er central vagtchef til DR Nyheder.

Ingen til skade

Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at nogle er kommet til skade.

Politiet efterlyser en sølvgrå sedan-bil, formentlig en Toyota, hvori der befandt sig tre personer - muligvis med indvandrerbaggrund. Bilen forsvandt med høj fart efter skyderiet.

Motivet til skyderiet er uklart, oplyser politiet.

Med tirsdagens hændelse har der i de seneste seks dage været fire skudepisoder på åben gade i København.

FacebookTwitter