Nyt studie: Færre end ventet får allergisk reaktion efter coronavaccine

Det betyder meget, at man kan dokumentere netop det overfor bekymrede borgere med allergi, mener Astma Allergi Danmark.

Det er yderst sjældent, at et stik med covid-vaccinen giver en allergisk reaktion. Sådan lyder konklusionen i et nyt studie fra Allergicentret på Odense Universitets Hospital. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Er det farligt at blive vaccineret mod covid-19, hvis man har astma eller høfeber?

Netop det har flere allergikere været bekymret for, men nu slår et nyt studie fast, at det er yderst sjældent, at et stik med Pfizer/Biontech eller Moderna-vaccinerne giver en allergisk reaktion.

Det er Allergicentret på Odense Universitets Hospital, der står bag det første europæiske studie om allergiske reaktioner i forbindselse med coronavaccinen.

Forskerne har undersøgt 199.377 borgere fra Syddanmark, efter de er blevet vaccineret første gang. Ud af dem blev 61 personer henvist til hospitalet med allergiske reaktioner.

Alle 61 blev grundigt undersøgt og udredt blandt andet med blodprøver og priktest. Af de 61 viste det sig, at kun tre personer rent faktisk havde allergisk reaktionvaccinen og derfor ikke kunne færdigvaccineres.

Borgerne er blevet stukket med vaccinerne fra enten Pfizer, Astra-Zeneca eller Moderna.

- For hele vaccinationsindsatsen i Danmark er det jo en fremragende nyhed. I modsætning til hvad vi troede, og hvad Sundhedsstyrelsen troede, så er hyppigheden af anafylaktiske reaktioner overfor covid-vaccine meget lav, siger Carsten Bindslev Jensen, der er professor på Odense Universitet Hospital.

Der er blevet indberettet allergiske reaktioner, men selv om de på papiret har set alvorlige ud, så har det altså ikke været tilfældet.

- Vi har undersøgt dem, snakket med dem og testet dem både i huden og blodprøverne og kan se, at det, der bliver meldt ind til Lægemiddelstyrelsen, måske ikke rigtig holder vand, når det kommer til stykket. I hvert fald har vi faktisk ikke set en eneste med livstruende anafylaksi, siger Carsten Bindslev Jensen.

'Det betyder meget'

At der nu er en undersøgelse, der slår det fast, at færre end forventet får en allergisk reaktion, glæder Anne Holm Hansen, der er direktør i Astma Allergi Danmark.

- Det betyder meget. Vi har i forvejen haft rigtig mange opkald fra bekymrede borger.

- Folk har spurgt, hvad med mig - kan jeg tage skade af vaccinen eller dø af det? siger hun.

Ifølge foreningen har man aldrig fået så mange henvendelser på telefonrådgivningen, som man har gjort i den her periode.

- Den her undersøgelse vil forhåbentlig betyde større tryghed. Nu kan vi sige, at det er dokumenteret, at man ikke får allergi i det omfang, man faktisk har troet tidligere. Og vores opfordring er stadig, at folk skal blive vaccineret, siger Anne Holm Hansen.

Rettelse: Det er specificeret, at det kun var tre, der decideret var allergiske over for covid-vaccinen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk