Nyt supermoderne plejehjem i Aalborg

70 beboere får fra 2013 et nyt og topmoderne plejehjem, som leder tankerne hen på et hotel.

Plejehjemmet skal udstyres med den nyeste teknologi. (© fremtidensplejehjem.dk)

De ældre i Aalborg får virkelig noget at glæde sig til: i 2013 åbner et nyt og topmoderne plejehjem, som leder tankerne hen på et hotel.

Ud over en central placering og en ubetalelig udsigt over Aalborg og Limfjorden bliver plejehjemmet udstyret med den allernyeste teknologi, fortæller områdechef Lars Nøhr fra Aalborg Kommune til DR Nyheder

Han er formand for styregruppen, som planlægger plejehjemmet.

Grill på terrasserne

Bygningen bliver på fire etager med overdækkede terrasser, hvor de ældre får mulighed for at grille mad om sommeren. I stedet for en have kommer der et drivhus, et orangeri, hvor beboerne opholde sig i grønne omgivelser.

For Lars Nøhr er kodeordet trivsel, både for beboerne og for de ansatte.

- Plejesektoren må indstille sig på, at samtidig med at det bliver sværere at skaffe ansatte til plejehjemmene, bliver der både flere og ældre beboere, siger Lars Nøhr.

En af måderne til at hjælpe plejepersonalet og samtidig gøre hverdagen lettere og tryggere for de ældre er små elektroniske chip. På den måde kan beboerne komme lettere og sikrere rund, og kan gøre det lettere at åbne og lukke døre og vinduer.

Intelligente skærme

Sensorer i gulvene skal registrere fald eller når den ældre borger ikke står ud af sengen om morgenen. Elektronikken giver besked til plejeteamets mobiltelefon, sådan at den ældre og de pårørende kan føle sig mere trygge.

- Plejehjemmet indrettes med teknologi, som hjælper de ældre i hverdagen, bl.a. gennem intelligente skærme, som beboerne selv kan styre, siger Lars Nøhr: - Vi tror på, at jo mere man trives, jo nemmere bliver plejeopgaven.

- Det handler om, at huset bliver bygget på en anden måde, end plejehjem er blevet bygget efter de seneste 20 år, siger områdelederen i Aalborg.

Netværk og pligter

Han forestiller sig, at de 70 beboere skaber netværk. De ældre skal mødes med forventninger, og måske skal der også være nogle pligter ud fra de ressourcer, de besidder, sådan at der også bliver meget hjælp til selvhjælp blandt de ældre.

Som noget specielt for det nye plejehjem, bliver der ikke nogen spisesal, men derimod en privat drevet restaurant, hvor folk kan komme ind fra gaden. Beboerne får deres daglige måltider i restaurationen, men dem, der har mulighed for det, kan for egen regning opgradere deres måltider.