Nyt varsel om forhøjet vandstand: Voldsomt og farligt vejr i morgen

Nogle steder kan vandstanden være op til 1,5 meter højere end normalt.

Her er et billede af oversvømmelser på lystbådehavnen i Horsens 2. januar. Arkivfoto. (Foto: Morten Pape © Scanpix)

Det er blot fem dage siden, at forhøjet vandstand i den sydlige del af Danmark betød, at adskillige danskere fik vandskader.

Og nu risikerer beboere flere steder i landet endnu en gang at skulle kæmpe med vandmasserne.

DMI har nemlig udsendt et varsel for forhøjet vandstand sent i morgen aften og natten til onsdag.

- Det skyldes et lavtryk, som natten til tirsdag bevæger sig ned over Danmark fra nordvest og som ventes at ligge over Polen tirsdag eftermiddag. En kraftig vestenvind vil fra blæse mandag eftermiddag. Det sender vand ind i Skagerrak og den nordlige del af Kattegat, siger vagthavende meteorolog Klaus Larsen og fortsætter:

- Den præcise bane for lavtrykket er endnu usikker, og ændringer kan medføre enten lidt højere eller lavere vandstand.

Ifølge DMI's varsel kan der fra klokken 23.00 i morgen være en forhøjet vandstand på mellem 1,2 og 1,5 meter ved Nordfyns kyst. Det varsel gælder til onsdag klokken 10.00.

På grund af den forhøjede vandstand, har DMI varslet 'farligt vejr' i dette område, hvilket er det næsthøjeste varsel.

Det betyder, at den hårde vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger.

Offentligheden rådes til at undgå at rejse og opholde sig i truede kystområder, lyder opfordringen fra DMI.

I de farvede områder forventer DMI, at der kan komme forhøjet vandstand i sent i morgen aften og natten til onsdag. (© dmi)

Desuden har DMI varslet for 'voldsomt vejr' i det sydfynske øhav, Smålandsfarvandet, nordlige Lillebælt og vestlige Storebælt. Dette er det tredjehøjeste varsel.

I det sydfynske øhav og Smålandsfarvandet gælder varslet fra klokken 03.00 natten til onsdag og otte timer frem. Her forventes der en vandstand på mellem 1,2 meter og 1,4 meter over det normale.

I det nordlige Lillebælt og vestlige Storebælt gælder varslet fra midnat natten til onsdag og 11 timer frem. Her kan vandstanden stige mellem 1,2 meter og 1,35 meter over det normale.

- Vær opmærksom på, at forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser. Vær forsigtig, når du kører i bil eller færdes til fods i kystområder, skriver DMI i sit varsel.