Nytåret indledt med brande og fyrværkeriskader

Flere blev alvorligt kvæstet nytårsaften. En fynbo er i livsfare, efter at et kanonslag eksploderede i munden på ham. I Nørresundby blev en krysantemumbopmbe antændt i en opgang, og en ung mand mistede hørelsen delvist.

I London blev nytåret fejret med et stort fyrværkeri ved pariserhjulet Londons Øje i centrum af den britiske hovedstad. (Foto: Leon Neal © Scanpix)

Flere personer blev alvorligt kvæstet i forbindelse med årsskiftet. Blandt dem svævede en mand fra Otterup på Fyn søndag morgen i livsfare, efter at han fik svære ansigtslæsioner.

Manden havde i beruselse - og muligvis for at imponere kammeraterne - taget et kanonslag i munden, hvor det eksploderede. Han var søndag morgen under operation på sygehuset i Odense.

Mister hørelsen delvist

I Nørresundby var det nær gået helt galt for fire ungersvende. Nu endte det udelukkende med, at en af dem har mistet hørelsen delvist, fordi en krysantemumbombe blev sprængt i luften i utide.

Farlig leg med fyrværkeri på Rådhuspladsen nytårsaften (Foto: DR © DR)

De fire skulle ned fra en lejlighed for at fyre bomben af, men den ene af dem tændte krysantemumbomben, da den anden skulle gå ud med den. Vedkommende opdagede det og nåede at brøle, at de skulle springe ud af lejligheden, samtidig med, at bomben blev kastet ind i boligen.

De nåede knapt ud i opgangen, førend den gik af og satte ild til lejligheden. Den ene af mændene fik ødelagt hørelsen ved braget.

Biltag fløj af

I Odense blev der affyret flere krysantemumbomber. I byens vestlige del blev to af de ulovlige fyrværkeribomber sprængt i to forskellige opgange. I samme del af byen blev en bil sprængt så voldsomt i luften, at den "er skrællet som en åbnet konservesdåse," oplyser vagthavende ved Odense Politi.

Også i Otterup uden for Odense blev to biler sprængt i luften af krysantemumbomber, den ene så voldsomt, at taget fløj af og landede 15 meter væk.

I København mistede en 25-årig mand det meste af sin hånd, da han håndterede noget fyrværkeri forkert. I Aalborg flækkede en mand øjenbrynet og brækkede næsen, da han lænede sig ind over en raket, netop som den gik af.

Farlig leg med fyrværkeri på Rådhuspladsen nytårsaften (Foto: DR © DR)

Mange brande i København

De mange raketter var talrige steder skyld i brande. Blandt dem var en større tagbrand på Islands Brygge i København, der betød, at 31 mennesker måtte finde sig et andet sted at sove. Branden ødelagde taget over tre opgange i Leifsgade og Bergthorasgade og medførte, at de underliggende lejligheder blev ubeboelige.

Også på Tagensvej og i Sommerstedgade måtte beboere evakueres, da der gik ild i deres ejendom.

I Gladsaxe var det vanskeligt at få beboerne ud fra et højhus, hvor de var spærret ind i boligerne fra tredje sal til syvende sal, fordi den kraftige røg på trappen umuliggjorde flugt. Flere af dem måtte efterfølgende sendes til observation for røgforgiftning. Politiet mener, at branden er påsat og har anholdt en kvinde for at have sat ild til stedet.

Århus løb tør for brandbiler

Også brandfolkene i Århus kom på en travl vagt, da der opstod flere brande i byen inden for kort tid.

På et tidspunkt måtte brandvæsenet tilkalde forstærkning fra brandvæsenet i Odder og fra beredskabskorpset i Herning, fordi byen var løbet tør for brandbiler.

Flere ejendomme gik til nytårsaften, fordi de blev ramt af nytårsskyts, der satte ild til for eksempel tagkonstruktionerne. Men ingen steder er der rapporteret om tilskadekomne ved de mange brande.

Facebook
Twitter