Odense vil spare på udsatte børn: Børns Vilkår kalder det 'fuldstændig uhørt'

Børns Vilkår kalder Odense Kommunes planer om at spare på hjælpen til udsatte børn for 'fuldstændig uhørt'.

Børns Vilkår frygter, at det både går ud over børnene og bliver dyrt på lang sigt, hvis kommuner skærer på indsatsen over for udsatte børn og unge for at få budgettet til at hænge sammen. (Foto: Thanasis Zovoilis)

DR Nyheder har i løbet af dagen fortalt, at Odense Kommune efter planen vil lukke hver femte forebyggende børne- og ungesag for at spare penge.

Det fremgår af en mail sendt fra ledelsen i familie- og velfærdsafdelingen til socialrådgivere i Odense Kommune, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Det har nu fået Børns Vilkår til at gå ind i sagen.

Børns Vilkår: Fuldstændig uhørt

Interesseorganisationen bruger vendinger som 'fuldstændig uhørt' og 'ganske enkelt ulovligt' til at beskrive Odense Kommunes plan.

- Det er fuldstændig uhørt og ganske enkelt ulovligt, hvis Odense Kommune vil lukke 20 procent af de forebyggende børne- og ungesager for at begrænse de kommunale budgetoverskridelser.

Det skriver organisationen på vegne af direktør Rasmus Kjeldahl på Facebook.

Han peger på, at det går ud over børnene, hvis kommuner tilpasser indsatsen over for et barn efter økonomien.

Men samtidig fremhæver organisationen også, at det på længere sigt kan blive økonomisk dyrt for samfundet.

- Det kan ikke gøre andet end at gå ud over børnene. Det må aldrig være sådan, at økonomi bliver et styrende argument for at ændre indsatsen overfor et barn. Man kan spare penge på kort sigt, ja. Men prisen for et dårligt barneliv kan blive meget højere – menneskelig og økonomisk, skriver Børns Vilkår på Facebook.

Ledelse: Lukker ikke sager for at spare

Fra Odense Kommune lyder det i dag, at intentionen bag at lukke sager ikke har været at spare penge.

Læs kommunens udlægning af sagen i denne pressemeddelelse.

https://www.facebook.com/boernsvilkaar/posts/10153117121451911

  • Hvor kan der ske lovbrud?

  • Lektor i socialret, Trine Schultz, er en af de eksperter, der har gennemlæst DR Nyheders materiale angående Odense Kommunes spareplaner i forhold til at lukke forebyggende børne- og ungesager.

  • Hun har meget klart udtalt, at hun på baggrund af det materiale vurderer, at Odense Kommune bryder loven.

  • Men hvilke regler er det, kommunen formentlig bryder?

  • Krav om partshøring - forvaltningsloven § 19

  • Krav om begrundelse - forvaltningsloven § 24

  • Individuel konkret vurdering - serviceloven § 1, stk. 3

  • Formålsbestemmelse, hensyn der skal inddrages - serviceloven § 46

  • Krav om børnesamtale - serviceloven § 48

  • Ophør af foranstaltninger - serviceloven § 68, stk. 1

  • Kilde: Lektor i socialret ved Aalborg Universitet, Trine Schultz