OECD: Aarhus slår de andre danske storbyer på livskvaliteten

De danske byer klarer sig generelt godt, når der sammenlignes med udlandet, konkluderer OECD.

Aarhus er den bedste danske storby, når der måles på sundhed, uddannelse og civilt engagement, lyder det i ny rapport fra OECD. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Det er bedre at bo i Aarhus end i Odense – i hvert fald hvis du vil leve længe, have penge på lommen og et job på hånden.

Det konkluderer en ny OECD-rapport, 'Well-being in Danish Cities', der har undersøgt livskvaliteten i de fem største danske byer; København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Odense.

Undersøgelsen er en del af OECD’s ’Better Life Initiative’, der før har undersøgt livskvaliteten i OECD-lande og -regioner, men nu zoomer ind på byerne.

De danske byer er de første, der får et gennemsyn.

En glad smiley til Aarhus

Og det går særligt godt for Aarhus. ’Smilets By’ klarer sig bedre end landsgennemsnittet på syv ud af de ni parametre, OECD måler livskvaliteten i byerne ud fra. Byen er bedst, når der måles på civilt engagement, der opgøres ud fra stemmeprocenten ved valg, samt uddannelse og sundhed. Eksempelvis kan Aarhus prale af at have den højeste forventede levetid blandt de danske storbyer.

Kun når det kommer til parametrene sikkerhed og bolig, halter Aarhus efter landsgennemsnittet.

Noget anderledes ser det ud for Odense, der klarer sig dårligere eller på samme niveau som landsgennemsnittet på samtlige parametre bortset fra bolig, der måler på kvadratmeter og rum pr. beboer samt boligpriserne.

Eksempelvis ligger både indkomsten og beskæftigelsen klart lavere i Odense end i resten af landet, og byen har siden 2008 oplevet det største fald i andelen af borgere i arbejde. Esbjerg har derimod den højeste beskæftigelse blandt de fem byer.

København har i gennemsnit de rigeste indbyggere, men de må i stedet gå på kompromis med sundheden. Således udsætter hovedstaden sine indbyggere for klart mest forurening.

I stedet er det Aalborg, der kan bryste sig af den reneste luft, men byen markerer sig samtidig negativt ved at have en mordrate, der er dobbelt så høj som det danske gennemsnit.

Skal anvendes internationalt

Alle fem danske byer klarer sig dog overordnet godt, hvis man sammenligner med de resterende OECD-lande.

- De er klart mere trygge, har et højere sikkerhedsniveau og en højere grad af samfundsdeltagelse samt relativt stærke sociale relationer, og det gælder for alle fem byer. Derfor er livskvaliteten generelt høj i forhold til de parametre, OECD måler på, siger Rune Stig Mortensen, der er afdelingsleder for Analyse og Strategi hos Region Syddanmark, som har leveret data til OECD’s rapport.

Det er planen, at OECD vil lave lignende undersøgelser på byerne i de resterende OECD-lande, så danskerne i fremtiden kan sammenligne deres by med andre byer i det store OECD-udland. Om det så er Hamborg, Paris eller Mexico City.

- I takt med, at OECD udvider undersøgelsen til andre lande, får vi et bredere blik på, hvordan vores byer minder om og adskiller sig fra andre byer i en international sammenhæng, siger Rune Stig Mortensen.

I OECD's undersøgelse defineres byerne som såkaldte 'byregioner', der ikke inddeles efter kommunegrænser, men i stedet er afgrænset som bredere funktionelle urbane områder.