Øjenvidne til nattens eksplosion: Det føles, som om min trommehinde sprænger

Stefan Ranthe var kun ti-femten meter fra den eksplosion, der i nat ramte Amager.

Eksplosion fandt sted på Øens Thaimad på Røde Mellemvej 16, Amager. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Flere personer oplevede nattens eksplosion ved en thai-restaurant på Amager på allertætteste hold.

Eksplosionen fandt sted klokken cirka 03.30, hvor Stefan Ranthe var ude at lufte sin hund, da han pludselig ser en person løbe fra thai-restauranten og skråt over vejen.

- Jeg synes, der lugter af et eller andet - noget krudtagtigt, fortæller Stefan Ranthe til DR Nyheder.

Kort tid efter lød eksplosionen ti-femten meter fra Stefan Ranthe og hans hund.

- Jeg kan se det kæmpestore lysglimt. Lige idet den sprænger, tror jeg, det er større, end det er. Jeg bukker mig lidt frem og får et kæmpe hug i højre øre, så det føles nærmest, som om min trommehinde sprænger. Og så var jeg bare sådan lidt i chok over det bagefter.

Måtte forlade bygningen på grund af nedstyrtningsfare

På førstesalen i bygningen lige bag thai-restauranten lå Vilborg Ingvaldsdottir og sov, da hun vågner til lyden af sprængt glas.

- Jeg tænkte, der var nogen, der havde kastet sten igennem vinduet. Jeg så, at alle mine vinduer var okay, men kunne så se, at politiet var kommet og havde spærret af.

Vilborg Ingvaldsdottir blev dog først klar over, der var tale om en eksplosion, da politiet ringede på og bad hende forlade bygning på grund af nedstyrtningsfare.

- Men det lød ikke af ret meget, synes jeg. Jeg kommer jo fra Island, så jeg er vant til jordskælv og var helt chokeret, da jeg så bygningen.

Undersøger sammenhæng med andre eksplosioner

Politiet mødte talstærkt op på adressen kort tid efter eksplosionen med kriminalteknikere og Hærens Ammunitionsrydningstjeneste. De har dagen igennem ledt efter eventuelle spor, så årsagen til eksplosionen kan findes, fortæller efterforskningsleder i Københavns Politi Mads Helios.

- De arbejder med de spor nu, og det tager i sagens natur at lave de analyser, og derfor kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, hvorvidt der er tale om en ulykke eller en bevidst handling, siger han.

Eksplosionen er den 12. i Storkøbenhavn i år. Hvorvidt der er sammenhæng mellem nattens eksplosion på Røde Mellemvej og en eller flere af de øvrige eksplosioner, ønsker Mads Helios endnu ikke at udelukke.

- Som altid efterforsker vi fuldstændig bredt og udelukker hverken det ene eller det andet på så tidligt et tidspunkt i efterforskningen. Men det er selvfølgelig noget, som vi undersøger meget nøje.

Lige nu arbejder politiet på at få strikket de enkelte sager sammen som et puslespil, hvor de samler videomateriale, tekniske spor, vidneafhøringer, og hvad der ellers er af tekniske muligheder, forklarer Mads Helios.

- Til sidst har vi samlet alle brikkerne og kan forhåbentlig gå ud og gøre gerningsmændene ansvarlige for deres handlinger.

  • Et lille område omkring thai-restauranten er endnu spærret af. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)
  • I bygningen bag Øens Thaimad lå Vilborg Indvaldsdottir og sov, da eksplosionen lød kl. cirka 03.30. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)
  • Facaden er hårdt medtaget efter eksplosionen. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)
  • Politiet har været massivt tilstede på adressen siden eksplosionen tidligt i morges. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)
  • Knust glas foran Øens Thaimad. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)
  • Ingen kom til skade ved eksplosionen. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)
1 / 6

Selvom flere eksplosioner har ramt hovedstadsområdet i den seneste tid, er der ingen grund til bekymring, siger Mads Helios.

- Borgerne skal forholde sig som, hvis det er en helt almindelig hverdag. De kan trygt færdes i det offentlige rum, og vi har fuldstændig styr på situationen.

Efterlyser vidner

Efter en hektisk nat og morgen uden søvn har Jacob Ranthe haft lidt tid til at gøre sig nogle tanker om nattens hundeluftning, der tog sig en noget uventet drejning.

- Jeg tænker da på, hvis jeg havde været ligeså tæt på, som jeg var, da jeg var tættest på, så tør jeg ikke tænke på … altså der kunne man jo være både død og lemlæstet.

Jacob Ranthe har talt med politiet adskillige gange og givet sin forklaring.

Siden har politiet efterlyst en person, der er blevet set løbe væk fra gerningsstedet.

- Der er et vidne, der ser en person løbe væk fra stedet, lyder det fra Mads Helios.

Vidnet har beskrevet vedkommende som værende 175 til 180 centimeter høj iklædt sort tøj, som krydser Røde Mellemvej og løber ad Nålemagerstien og forsvinder den vej, forklarer Mads Helios.

- Det kan være et vidne, der er blevet forskrækket over noget, eller det kan være en potentiel gerningsmand. Uanset hvad er vi meget interesseret i at tale med vedkommende.

Københavns Politi efterlyser i øvrigt vidner, der kan henvende sig på telefonnummeret 114.

I eftermiddag vil der også blive sat en pavillon på ved Røde Mellemvej på Amager, hvor borgere kan komme forbi til en snak med de lokale betjente.