Øjenvidne var et par meter fra Peter Madsen: - Det er dybt rystende. Hvordan fanden kan han komme ud?

Et øjenvidne fortæller, at han var få meter fra en hvid varevogn, som Peter Madsen angiveligt blev hevet ud af kort efter flugten.

Den livstidsdømte Peter Madsen er tirsdag anholdt efter et flugtforsøg fra Herstedvester Fængsel i Albertslund.

Det bekræfter Københavns Vestegns Politi overfor DR Nyheder.

Frank Schaarup-Jensen bor tæt på Herstedvester Fængsel og var meget tæt på anholdelsen.

Han var ude at gå, da en hvid varevogn kommer kørende forbi.

- Jeg kommer gående ned ad vejen, og så bliver den der varevogn omringet et par meter foran os, og så ser vi nogen, der bliver flået ud af bilen og anholdt med pistolerne trukket, siger Frank Schaarup-Jensen.

  • Den drabsdømte Peter Madsen tilbageholdes af politiet efter et flugtforsøg tirsdag formiddag i Albertslund, tirsdag den 20. oktober 2020. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Det bekræfter Vestegnens Politi. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Peter Madsen er døbt for drabet på den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd i sommeren 2017. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
1 / 3

Ifølge øjenvidnet, siger politiet til ham, at personen har et bombebælte på, og at han skal trække væk fra området. Det er dog ikke bekræftet af politiet.

- Hvis de finder ud af, at det er et bombebælte, så har jeg nok været lidt for tæt på. Så har det potentielt været farligt. Men nu må vi se.

Det har politiet ikke bekræftet overfor DR Nyheder, men ifølge vidner er politiet til stede med bomberydder.

Frank Schaarup Jensen finder først ud af, at det er Peter Madsen, da han læser om det i pressen.

- Det er dybt rystende. Hvordan fanden kan han komme ud? Han skal sidde på en sikrede anstalt. Han skal ikke rende rundt sådan der.

Også Lars Johansen var tæt på dagens store begivenhed. Han bor kort fra der, hvor Peter Madsen blev anholdt.

- Da jeg kommer, er der fyldt op med politi, og så kunne man bare se, at holder en hvid bil, hvor der sidder en mand ved siden af, siger han.

Han er imponeret over, hvor hurtigt det danske politi var.

- Så kom politiets skarpskytter, tog udstyr på og gik derned, og så kunne man se, at de lagde sig dernede, siger Lars Johansen.

Dømt for drab

Peter Madsen står bag drabet på den svenske journalist Kim Wall. Han er idømt livstid for drabet, der skete i 2017.

Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.

En person idømt livstid kan tidligst blive prøveløsladt efter 12 år, og i gennemsnit bliver de løsladt efter fængsel i 16-17 år. Typisk skal der mere end et drab til, før forbrydere straffes med livstid.

Tidligere fremgik det af artiklen via et citat, at 'Amagermanden' også sidder fængslet i Herstedvester. Det har han gjort, men gør det ikke længere. DR Nyheder beklager fejlen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk