Øjenvidner fortæller om kraftige lysglimt over Sjælland.
- Det lignede et stjerneskud, men meget, meget større, fortæller et øjenvidne, som så hvad han beskriver som en meteor på himlen over Hillerød lige over klokken 22.
Brian Nielsen bor i Jyllinge ved Roskilde Fjord. Han var gået ud for at tage sig en cigaret, da himlen pludselig lyste op.
- Pludselig bliver det hele bare lyst. Det var det vildeste, jeg nogensinde har set. Jeg er helt chokeret, siger han.
Selv om himlen ikke var klar, var det tydeligt at se meteoren bag skydækket på himlen, fortæller Brian Nielsen.
- Selv om det var overskyet så jeg lige så tydeligt en eller anden hvid ting, som lyste helt op. Jeg har aldrig set noget lignende. Og jeg har altså sejlet i Grønland, set nordlys og så videre, siger han til DR Nyheder.
Også et brag
Brian Nielsen fortæller, at det kraftige lysglimt blev afløst af et langvarigt brag:
- Den fløj fra vest mod øst. Og det var lige som om, der lød et kæmpe brag.
Det brag kommer formentlig fra meteorens møde med lydmuren.
https://twitter.com/SulfoDK/status/696078705744023552 https://twitter.com/AnneStineR/status/696083886267363329
Også på Twitter har flere danskere delt deres oplevelser.
Varede flere minutter
Flere øjenvidner fortæller, at braget varede i flere minutter.
Et tredje øjenvidne, Sunil Sharif fra Frederikssund, fortæller, hvordan det bare blev lysere og lysere:
- Min kæreste og jeg stod og røg en smøg. Der kommer et lys, som varede i fem sekunder. Det blev først lidt lyst, men så blev det bare lysere og lysere. Til sidst blev det helt lyst, som om det var dag, og så kom der en kæmpe ildkugle, der fløj meget hurtigt forbi.
- Jeg stod lige under den, den fløj lige over os, den fyldte meget af himlen, det var meget stort, siger Sunil Sharif.
https://www.facebook.com/billederafmathias/videos/591232331025629/
Fotograf Mathias Øgendal har fanget lysglimtet. Spol frem til 23.47.25 og lad filmen køre i 5 sekunder.
I en mail til DR Nyheder skriver Mikkel Pedersen fra Roskilde:
- Vi kom kørende hjem fra Hillerød mod Roskilde. Da vi ved 22-tiden er lige ud for Slangerup, lyser himlen pludselig meget kraftigt op, og en kæmpe ildkugle med en lang hale flyver hen over vores bil. Det var en fuldstændig vild oplevelse. Hele himlen og vores bil blev oplyst i flere sekunder, skriver han.
David Granum fra Hedehusene sad og så film, da filmene pludselig lyste op.
- Det var ret vildt. Fascinerende, flot og skræmmende på en gang, skriver han til DR Nyheder.
Langt de fleste henvendelser kommer fra læsere på Nordsjælland og i København. Men en henvendelse fra Sydsjælland indikerer, at lysglimtet har kunnet ses over hele Sjælland.
- Vi var på vej hjem fra fødselsdag i København. Da vi lige er kørt af på afkørslen til Rønnede kom et kæmpe lysglimt! Det hele lyste op! Jeg troede, jeg havde en lastbil helt tæt på bagenden af bilen, som pludselige satte langt lys på. Vi blev vildt forskrækket!, skriver Anne fra Tappernøje.
Crazy i Greve
Birgitte Kousgaard bor i den nordlige del af Roskilde. Hun skriver:
- Var i haven og så et stærkt lys mod øst hen over vores tag. Det lignede umiddelbart Nordlys, men var alt for "bredt". Grønligt. Varede måske 20-20 sekunder. Et lille minut derefter et stort drøn - som fra en eksplosion mange kilometer herfra. Jeg så ikke noget himmellegeme. Stort og overvældende.
Jill Wortziger skriver på Facebook:
- Det var crazy i Greve.
DR Nyheder har været i kontakt med både Nordsjællands og Københavns Politi. Ingen af dem har modtaget henvendelser fra bekymrede borgere.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1113567448693778
Har du set noget? Send gerne billeder og beretninger til 1212@dr.dk.