Økonomikorrespondent: Tre grunde til at Nordeas hvidvasksag er helt særlig

DR's Casper Schrøder forklarer, hvad der gør, at Nordea-sagen skiller sig ud.

Nordeas nu lukkede afdeling på Vesterport er angiveligt involveret i en sag om hvidvask. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Nordeas afdeling midt i København er angiveligt blevet brugt til at hvidvaske milliarder af kroner.

Det skriver Berlingske, der sammen med et internationalt netværk af medier har fået adgang til et stort datalæk med detaljer om bankoverførsler.

Ifølge avisen viser data blandt andet, at flere end 260 skattelyselskaber og skuffeselskaber havde konti i Nordeas afdeling på Vesterport i København i perioden 2004 til 2014.

Og det er altså ret vildt, siger Casper Schrøder, der er DR’s økonomikorrespondent. Her er tre grunde hvorfor.

1

Det er sket i Danmark

Det er den nu lukkede afdeling på Vesterport, der angiveligt skulle være blevet brugt til hvidvask. (Foto: Christian Lindgren)

- Det er jo, at vi her står med en mistanke om, at der er beskidte russiske penge, som er strømmet igennem en bankfilial midt i Danmarks hovedstad. Vi taler om penge, som kommer fra russiske oligarker, der har fået dem gennem korruption, kriminalitet og sendt dem gennem et sammenviklet virvar af finansielle, internationale transaktioner, så de til sidst kan stikke dem i lommen på sig selv, siger Casper Schrøder.

Og det er måske især overraskende, fordi Danmark opfattes som et land med meget lidt korruption og styr på sagerne, forklarer han.

- Den her Nordea-sag, hvor der angiveligt har været så store mistænkelige beløb i gennem en dansk filial, og Danske Bank-sagen for den sags skyld, hvor der også er rejst tvivl om meget store pengebeløb, skal måske få os til at revurdere vores opfattelse af os selv.

2

Kan koste kassen i bøder og aktiefald

Nordeas aktie faldt voldsomt inden afsløringerne om potentiel hvidvask i dag. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En anden grund til at holde øje med sagen er, at det potentielt kan få store konsekvenser for banken.

- Det kan blive rigtig dyrt. Selv for en bank kan der blive tale om mange penge. Det er også derfor, vi ser, Nordeas aktie falder i dag, og Danske Banks aktie er faldet kraftigt over det seneste år, siger økonomikorrespondenten.

Nordea er allerede politianmeldt for problemer med hvidvask i deres bank, hvor SØIK, det danske bagmandspoliti, er i gang med en efterforskning, der har stået på i flere år.

    - De har ransaget Nordea for dokumenter og beviser for, hvad der egentlig er foregået, og det trækker op til en afgørelse fra Bagmandspolitiet om, hvor vidt man skal tildele dem en bøde af en slags, eller om man skal indlede en retssag mod dem for at afklare principielle spørgsmål.

    I en tidligere sag, hvor Nordea var i fokus for hvidvask, udløste det en bøde på 50 millioner svenske kroner og en diskussion om, hvorvidt banken skulle fratages sin banklicens. Og derfor er der også blevet ansat folk til at holde øje med og indført systemer til at opdage mistænkelige transaktioner.

    - Der var ikke det samme fokus på hvidvaskkontrol i den periode, altså fra 2004 til 2014, og man havde simpelthen ikke de samme kontrolmekanismer, siger Casper Schrøder.

    3

    Hvidvasksager bliver sjældnere

    Thomas F. Borgen stoppede som direktør for Danske Bank i 2018 efter en sag om hvidvask, hvor 1500 milliarder var strømmet gennem deres estiske filial. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    I løbet af de senere år har der været flere store afsløringer om omfattende hvidvask, blandt andet i forbindelse med Danske Bank-sagen og Panama Papers. Men det kommer ikke til at blive ved, spår Casper Schrøder.

    - Hvidvasksagerne vil se en ende, fordi banksektoren har indført så mange kontrolmekanismer, og også står over for meget store bøder, hvis de bliver dømt for det. Det kan blive rigtig dyrt.

    Siden Nordea lukkede afdelingen ved Vesterport i 2014 har de oprustet med 1500 mand og opgraderet deres it-systemer til at overvåge transaktioner, fortæller Nordea selv.

    Alligevel er det ikke enden for ulovlige penge og kritisable sager i bankverdenen fremover.

    - Kriminelle penge søger mod hullerne, og det er svært at lave et system fuldstændig uden huller, men det hjælper jo på det, hvis dem, der bor i det hus, er opmærksomme på, at de skal kigge efter hullerne, og det tror jeg, de vil være mere opmærksomme på nu.

    Facebook
    Twitter