Øresunds-kaskelotten er langt væk hjemmefra

Sidst en kaskelothval blev observeret i Øresund var i 1996, fortæller hvalforsker Carl Kinze.

Det er ikke unaturligt at se kaskelothvaler langs den jyske vestkyst, men det er det, når kaskelotter bliver observeret i de indre farvande Kattegat og Øresund.

Det fortæller Carl Kinze, hvalforsker og manden bag hjemmesiden hvaler.dk

- Sidst en kaskelothval blev observeret ved Øresund var i 1996 cirka samme sted, hvor hvalen blev observeret i går, så det højst usædvanligt, siger han.

Ud fra den video, som Carl Kinze har set af kaskelothvalen, vurderer han, at hvalen ikke ser ud til at have mistet orienteringen.

- Umiddelbart ser den almindelig og sund ud, men nu må vi se, hvad der sker, siger Carl Kinze og fortæller, at det gælder om for hvalen at bevæge sig ud mod Atlanterhavet hurtigst muligt.

Kaskelothvaler spiser nemlig stort set kun blæksprutter, og dem er der ikke mange af i de danske farvande.

Han konkluderer også, at kaskelothvalen er en han. Dels på grund af størrelsen på omkring de 15 meter, men også fordi de mindre hunner holder til i farvande længere sydpå, hvor vandtemperaturen er varmere.

Marinbiolog ved Øresundsakvariet, Michael Hansen, fortæller til Ritzau, at ingen endnu har observeret hvalen i dag.