Østjyllands Politi: De to efterladte kommer formentlig fra Afghanistan

Politiet har stadig ikke fundet forældrene til de to børn, der blev efterladt i Aarhus lørdag.

Østjyllands politi efterlyser stadig forældrene, vidner eller personer med oplysninger om de to efterladte børn. (Foto: Østjyllands Politi)

De to små børn, som lørdag aften blev fundet alene på gaden i Aarhus, er formentlig af afghansk afstamning.

Det fortæller Lars Bisgaard, vagtchef ved Østjyllands Politi, til DR Nyheder.

- Vi har en stærk formodning om, at børnene taler afghansk med dari-accent, siger han.

Dari tales af omkring halvdelen af det afghanske folk og er et af de to officielle sprog i landet, hvor det andet sprog er pashto.

Østjyllands Politi arbejdede ellers i første omgang ud fra en teori om, at børnene, som formentlig er søskende, var af østeuropæisk afstamning.

Nu er næste skridt i efterforskningen at skaffe en tolk, der kan tale med det ældste af børnene, en dreng på omkring to et halvt år, fortæller Lars Bisgaard.

- Nu skal vi have snakket med børnene, hvis det altså er den vej, efterforskerne vælger at gå.

Børnene blev fundet ved et busstoppested på Park Allé i Aarhus. Park Allé løber fra Rådhuspladsen til Banegårdspladsen i Aarhus, og mange busruter kører her, så gaden er travlt befærdet. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Mikkel Berg Pedersen)

Mange løse ender

Ifølge Lars Bisgaard går efterforskningsarbejdet stille fremad, selv om politiet ikke har lokaliseret børnenes forældre endnu.

Blandt andet er de i gang med at analysere videoovervågning fra området og følge op på henvendelser fra folk, der har ringet ind til dem.

- Vi arbejder ihærdigt på sagen. Vi får en masse gode henvendelser og taler med rigtig mange. Så lige nu har vi mange løse ender og rigtig meget at gå efter, siger han.

Alligevel hører Østjyllands Politi forsat gerne fra borgere, der ved noget om sagen eller har set børnene i selskab med voksne, siger han.

Børnene er i socialmyndighedernes varetægt og har det efter omstændighederne godt, oplyser vagtchefen.

Ifølge Erik Kaastrup-Hansen, social- og beskæftigelsesdirektør i Aarhus Kommune, virker børnene ikke til at være traumatiserede af hændelsen, siger han til Jyllands-Posten.

- Deres adfærd er upåfaldende, som det hedder i fagsproget. Det betyder, at de reagerer fuldstændig normalt for et barn på et år og et barn på to et halvt til tre år.

Han oplyser også, at kommunen har plejefamilier klar til at tage sig af søskendeparret, hvis det ikke lykkes politiet af finde deres forældre hurtigt.

FacebookTwitter