Østrig lemper indrejsekrav: Nu bliver det nemmere at komme direkte på pisterne

Unge uden tredje vaccinestik kan fra på mandag igen komme på skiferie i Østrig.

Det bliver lettere adgang til at komme på skirejse, når alpelandet Østrig ændrer sine omdiskuterede indrejseregler fra på mandag. (Foto: Franz Marc Frei/LOOK/Ritzau Scanpix)

Efter artiklens udgivelse er Udenrigsministeriet kommet med supplerende oplysninger:

Østrigerne har ændret kravene gældende fra 1. februar, så andet unge, der kun har fået tilbudt andet stik, kan benytte sig af hoteller, restauranter og skilifte, hvis de er vaccineret inden for de seneste 210 dage.

Før var kravet 180 dage, hvilket gjorde det svært for mange unge med kun to stik at tage på skiferie til Østrig i februar. Du kan læse de opdaterede rejseregler på den danske ambassade i Østrigs hjemmeside.

Unge, der endnu ikke har modtaget tredje vaccinestik, kan snart igen komme direkte på de sneklædte pister i Østrig.

Det sker efter, at skirejselandet har valgt at lempe sine indrejseregler fra mandag den 24. januar.

Siden juledag har alpelandet haft stramme indrejsekrav, der betød at flere rejsende på 15 år og derover risikerede at begynde skiferien i karantæne på hotelværelset i op til ti dage.

Indtil nu har det blandt andet været sådan, at hvis man ville have direkte adgang til pisterne, krævede det, at man havde det tredje booster-stik og kunne vise en negativ PCR-test.

Men de regler ændres altså fra næste uge. Det bekræfter Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet.

- Danmark bliver igen behandlet ligesom andre europæiske lande, og derfor bliver det lettere at komme ind i Østrig. Det betyder, at de ikke stiller krav om et tredje stik for blandt andre teenagebørn, der ikke har kunnet få tredje stik. Så man kan sige, at vinterferien er reddet, lyder det fra direktøren.

To stik og negativ PCR-test er nok

Ændringen kommer, efter Østrig ikke længere vurderer Danmark og en række andre EU-lande til at være et højrisikoområde.

Fra mandag er reglerne sådan, at hvis man har fået tre stik mod corona, skal man ikke længere vise en negativ PCR-test.

Det skal du derimod, hvis du endnu ikke har modtaget tredje booster-stik. PCR-testen må maksimalt være 72 timer gammel. Hvis du har været smittet inden for 180 dage, skal du kunne dokumentere, at smitten er overstået, og du skal samtidig kunne vise en negativ PCR-test.

Skoler har måttet aflyse ture

De østrigske krav har i den seneste tid givet bekymrede panderynker på flere af landets efterskoler og ungdomsskoler. DR Nyheder talte med flere skoler tidligere i januar, som enten havde udsat eller aflyst deres ture. Blandt andet måtte 114 elever fra St. Andst Efterskole i Jylland lade skitøjet blive hjemme på grund af kravene.

Direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen siger, at man stadig bør være opmærksom, hvis man tager turen sydpå til de østrigske alper. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Det skyldtes, at unge under 18 år endnu ikke er blevet tilbudt tredje stik, fordi vaccinerne endnu ikke er godkendt til den aldersgruppe. Kun børn og unge, der lider af særlige kroniske sygdomme, har kunnet få det såkaldte boosterstik.

Rejsebureau: Det er dagens gode nyhed

Et af de rejsebureauer, der har været ramt af de østrigske indrejseregler, er Alfa Travel i Holstebro. De har specialiseret sig i skirejser til blandt andet efterskoler.

- Det er dagens gode nyhed. Vi håber, vi kan nå at redde rejsen for nogle af de store grupper, som skal af sted på mandag, selvom man mange steder er ramt af smitte lige nu. Men fremadrettet betyder det, at vi begynder at kunne få dem afsted, siger Allan Nielsen, direktør i Alfa Travel.

Han fortæller, at de har aflyst 12 grupperejser til Østrig på grund af de strenge indrejseregler, og at nogle har valgt andre rejsemål som Slovenien og de skandinaviske lande i stedet.

Erik Brøgger Rasmussen fortæller dog, at danskerne stadig skal være opmærksomme på, åbningen for danskerne blandt andet skyldes høj smitte i Østrig.

- Man kan sagtens blive syg dernede, og man skal have med i baghovedet, hvad man gør, hvis man bliver smittet dernede, siger han.